Avista Oil overtager Havnens Miljøstation i Frederikshavn

0
Søren Reinert, tidligere ejer af Havnens Miljøstation, og Claus Hauge Hansen fra Avista Oil. Foto: Avista Oil

Avista Oil, der indsamler spildolie samt slopolie, olieemulsioner og andet vandholdigt olieaffald i Danmark, har fra 1. maj overtaget alle aktiviteter i Havnens Miljøstation i Frederikshavn. Det oplyser selskabet på facebook.

”Vi glæder os over overtagelsen af Havnens Miljøstation. Vi får her et godt udgangspunkt for at tilbyde servicering af de nordjyske havne med afhentning af slopolie og tankskyllevand fra skibene, der anløber,” siger general manager hos Avista Oil, Claus Hauge Hansen.

”Vi vil gerne samarbejde med havnene med råd om miljørigtige tiltag og dermed en mere grøn profil for havnene. For eksempel er det vigtigt at holde spildolie og slopolie adskilt, da spildolien kan genraffineres og genanvendes i nye smøreolieprodukter, og slopolien renses til brug som støttebrændsel,” siger han.

Avista Oil indsamler spildolie samt slopolie, olieemulsioner og andet vandholdigt olieaffald i hele Danmark til behandling i virksomhedens anlæg i Kalundborg og Horsens. Spildolien genraffineres til baseolie af høj kvalitet, som derefter indgår i fremstillingen af ny smøreolie. Slopolien og vandholdigt olieaffald gennemgår en proces, hvor olien først separeres fra vandet, hvorefter vandet renses og udledes til rensningsanlæg, og olien genanvendes som støttebrændsel.

”Med overtagelsen sikrer vi, at en endnu større del af olieaffaldet fra de danske havne bliver behandlet og genanvendt. Og det er helt i tråd med vores målsætning om at bidrage med miljørigtige og grønne tiltag,” udtaler Claus Hauge Hansen.

Avista Oil arbejder målrettet på at opnå den højest mulige genanvendelsesgrad for olieaffald – ikke blot i Danmark, men også i vores nabolande.

”Derfor indgår vi såkaldte swapdeals, hvor vi bytter den rensede slopolie med leverancer af spildolie. På den måde sikrer vi, at endnu større mængder olieaffald bliver behandlet i vores genanvendelsesanlæg og genanvendt,” oplyser Claus Hauge Hansen.

(Visited 44 times, 1 visits today)

SKRIV EN KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her