Anklage: Ministre i ulovlige møder – maritime chefer deltog

Finansminister Nicolai Wammen. Foto: Morten Fauerby
Finansminister Nicolai Wammen.

Flere af regeringens ministre har deltaget i møder i Socialdemokratiets erhvervsklub – også maritime chefer har betalt 20.000 kroner for at træffe landets ledende politikere. Men det er ifølge flere eksperter dog ulovligt.

Publisert Sist oppdatert

Socialdemokratiet og flere af regeringens ledende politikere er lige nu centrum for en uheldig anklage om at have flere kasketter på på én gang.

Ifølge Ekstra Bladet har Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, nemlig taget 20.000 kroner for møder med landets førende ministre – møder, som både direktøren i Danske Havne, Tine Kirk Pedersen, og direktøren i Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO), Esben Sverdrup-Jensen, har deltaget i.

Møderne, som tidligere har haft deltagelse af både statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og skatteminister Morten Bødskov, er nu kommet i søgelyset og har fået stemplet som problematiske, for hvis en person deltager i kraft af sin titel som medlem af partiet, er det lovligt, men hvis de deltager som minister, er det er brud på loven.

”Regeringens opgave er at lede landet. Det er ikke at samle penge ind til Socialdemokratiets politiske aktiviteter. Lytter regeringen kun til dem, som betaler 20.000 kroner, eller lytter regeringen til alle? Det opstår der tvivl om. Den tvivl svækker tilliden til vores politiske system,” siger Jesper Olsen, der er formand for Transparency international og ekstern lektor i offentlig ret til Ekstra Bladet.

Blandt deltagerne i det seneste møde med finansminister Nicolai Wammen, der fandt sted virtuelt torsdag den 6. maj var blandt andre Tine Kirk Pedersen fra Danske Havne og Esben Sverdrup-Jensen fra DPPO.

Esben Sverdrup-Jensen bekræfter overfor avisen at have været ”logget på” til mødet, mens det for Tine Kirk Pedersen var første gang, hun var med.

‘Det var mit første møde, så kan ikke sige så meget om udbyttet endnu. Vi har meldt os ind for at få viden om regeringens initiativer og prioriteringer,” siger hun til avisen.

Ifølge Ekstra Bladet har flere medlemmer af erhvervsklubben været ivrige efter at fortælle ministrene om netop deres mærkesager.

Powered by Labrador CMS