Brancheforeninger vil donere vaccine til Indien

Foto: Steven Cornfield / Unsplash

Sammen med fagforeningerne Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening opfordrer Danske Rederier nu sundhedsministeren til at donere vacciner til indiske søfarende og give mulighed for at vaccinere søfarende i Københavns Lufthavn. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Publisert

De indiske søfarende, der udgør en stor del af de søfarende i den globale handelsflåde, er på mange måder hårdt prøvede i denne tid.

Mange af dem har været væk fra familien på ekstra lange udmønstringer, og derhjemme er deres familier berørt af den omfattende smittestigning, der har været i Indien.

Derfor opfordrer fagforeningerne Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening nu – sammen med Danske Rederier – sundhedsminister Magnus Heunicke til at donere så stor en del som muligt af de Johnson & Johnson vacciner, der ikke kommer i brug i Danmark, til de indiske søfarende og deres familier.

Samtidig opfordres regeringen til at give de søfarende, der kommer gennem det eksisterende besætnings-skifte-hub i Københavns Lufthavn, muligheden for at blive vaccineret.

“De søfarende fortjener både Danmarks og verdenssamfundets anerkendelse, for deres store indsats og afsavn under Covid-19 pandemien, ikke blot i tale men i handling,” siger Lars Have Hansen, Formand for Maskinmestrenes Forening.

”Indien og ikke mindst de indiske søfarende og deres familier fortjener al den støtte, vi kan give dem. De har virkelig været hårdt prøvet både ude og hjemme, mens de har holdt os alle sammen forsynet under coronakrisen, og derfor håber jeg, at sundhedsministeren er enig med os i, at de skal have nogle af de overskydende vacciner,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

”Derudover synes jeg, det er oplagt, at vi bruger vores velfungerende besætningsskifte-hub i lufthavnen til at tilbyde de søfarende et stik i armen, før de rejser videre. De søfarende har om nogen måtte lide store afsavn og mærket konsekvenserne af de lange nedlukninger, så hvis vi på nogen måde kan hjælpe dem, er det på høje tid,” siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS