Danske Maritime støtter sænkning af indtægtsgrænse

Administrerende direktør Jenny Braat. Foto: Danske Maritime
Administrerende direktør Jenny Braat.

Danske Maritime bakker op om det reformkatalog, som Dansk Arbejdsgiverforening torsdag præsenterede, der skal skabe over 25.000 fuldtidsjob frem mod 2025. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Publisert

Dansk Arbejdsgiverforening har torsdag præsenteret et reformkatalog med forslag til regeringen, som kan løfte arbejdsudbuddet med over 25.000 fuldtidsjob frem mod 2025 og dermed bidrage til, at Danmark kommer bedst muligt videre fra coronakrisen.

Udgangspunktet er, at en række politiske ændringer efter valget har resulteret i et lavere arbejdsudbud for den private sektor – mens den offentlige sektor omvendt er vokset.

Derfor er der brug for at sikre, at virksomhederne fremover får bedre mulighed for at skaffe de rigtige medarbejdere – også fra udlandet. Det første forslag er derfor, at indtægtsgrænsen i beløbsordningen nedsættes fra 445.000 kroner til 360.000 kroner, hvilket Danske Maritime bakker varmt op om.

”Den maritime industri har brug for at kunne rekruttere specialister fra hele verden – også 3. verdenslande – men de nuværende meget høje lønkrav spænder ben for, at fx dygtige nyuddannede kan komme i betragtning. Det er rigtig ærgerligt og faktisk paradoksalt, når analyser viser, Danmark kommer til at mangle næsten 100.000 faglærte allerede i 2030, og når det er velkendt, at der er benhård konkurrence om medarbejdere med STEM-kompetencer, herunder ingeniører,” siger administrerende direktør i Danske Maritime Jenny Braat.

”Derfor håber vi, at regeringen vil lytte og sænke beløbsgrænsen til et mere rimeligt niveau. Det står mejslet i sten, at virksomhederne har brug for al den hjælp, de kan få, for at komme godt videre fra krisen, og samtidig har vi som branche brug for en generelt bedre politiske forståelse af, at vi arbejder globalt. Dette omfatter også frit valg på hylderne, når man leder efter den helt rigtige maritime specialist. Uanset om hun er fra Allinge eller Algeriet,” lyder det fra direktøren.

Powered by Labrador CMS