Advarsel – Voldsomt billede! Døde børn skyllet op på strand

Foto: SOS Mediterranean

Endnu en immigrant-tragedie i Middelhavet har fået organisationen Proactiva Open Arms til at poste billeder af døde børn, der er skyllet op på en strand i Libyen, på det sociale medie Twitter.

Publisert

Advarsel – Denne artikel indeholder voldsomt billedmateriale!

Flere end 600 immigranter har alene i årets første fem måneder mistet livet i forsøget på at krydse Middelhavet fra Afrika og komme ind i Europa. Det viser de foreløbige tal fra FN.

Senest har endnu en tragedie ramt området, hvor lig af børn og kvinder lørdag skyllede op på stranden i Zuwara i Libyen. For at råbe op om problemet har menneskerettighedsorganisationen Proactiva Open Arms nu bragt en række billeder på det sociale medie Twitter. Det skriver engelske The Guardian.

Ifølge Proactiva Open Arms havde børnene rejst med deres forældre på en af ​​de mange gummibåde, der de seneste dage er sejlet afsted fra Libyen, men som altså aldrig nåede til den anden side.

“Jeg er stadig i chok over rædslen ved disse billeder. Disse små børn og kvinder havde drømme og livsambitioner,” skriver grundlæggeren af ​​Proactiva Open Arms, Oscar Camps, på Twitter.

”Vi prøver at komme til bunds i dette med vores kolleger i Libyen. Der er mange skibsvrag, der aldrig registreres, og vi kan ikke udelukke, at det kan være en af ​​dem,” lyder det i en kort udtalelse om episoden fra Flavio Di Giacomo, der er talsmand for FN’s migrationsagentur i Italien.

Efter fundet er ligene blevet begravet af det libyske militær på en nærliggende kirkegård.

På grund af vigtigheden af historien har Maritime Direct valgt at bringe dette ene billede. De øvrige billeder har vi vurderet for grafiske til vores medie.

Powered by Labrador CMS