Autonom drone skal inspicere ballasttanke

Dronen under test i en ballasttank-mock-up. Foto: DTU Elektro
Dronen under test i en ballasttank-mock-up.

DTU er sammen med Force Technology i gang med at udvikle en autonom drone, der skal bruges til at inspicere blandt andet lukkede skibstanke, som ellers er vanskelige at komme til. Det skriver universitetet på sin hjemmeside.

Publisert

Ballasttankene på et skib skal jævnligt inspiceres for at sikre, at der hverken er rust, korrosion eller dårlige svejsninger, men opgaven er ikke ufarlig, og jævnligt kommer mennesker til skade under inspektionerne på grund af iltmangel, nedfaldne dele eller udslip af gas.

Projektet ’Inspectrone’ med deltagelse af blandt andre DTU og Force Technology har fokus på at udvikle en autonom drone, der er i stand til at udføre inspektionen og dermed mindske risikoen for de mennesker, der står for vedligeholdelsen.

Den unge forsker Rune Yding Brogaard er en af kræfterne i projektet, der er ledet af lektor Evangelos Boukas, DTU Elektro.

”Jeg har interesseret mig for droner siden min studietid. Det var derfor oplagt for mig som færdiguddannet elektroingeniør at arbejde videre med droner i FORCE Technology. Med dette projekt har jeg fået mulighed for at arbejde sammen med forskerne på DTU, der er eksperter og har den nyeste viden inden for autonome droner,” siger Rune Yding Brogaard.

I projektet er det hans opgave at sikre navigation og positionering af dronen uden at anvende GPS. Det er nemlig ikke muligt at fange GPS-signalerne i de lukkede ballasttanke. Målet er at udvikle en autonom drone, der selv kan starte fra skibsdækket, finde vej gennem ballasttankene og komme retur med en rapport over placering af de fundne fejl og en karakteristik af, hvor alvorlige fejlene er.

Dronen er udstyret med et kamera og en lidar, der måler afstand ved hjælp af laserstråler. Ballasttankene ligger side om side på skibet og ofte også stablet oven på hinanden i flere lag. Og adgangen til tankene sker gennem et lille mandskabshul i væggen. Under sin færd gennem tankene skal dronen derfor holde styr på, hvor den er, og kunne optegne et kort over tankenes placering. Samtidig skal den skanne tankens stålvægge med ultralyd for at vurdere tykkelsen af den rust og korrosion, den observerer under sin inspektion.

Powered by Labrador CMS