Ny rapport: Samarbejde er vejen til grønne havne

Såkaldt Short Sea Shipping kan blive en grøn løsning på fremtidens godstransport i Europa. Her et billede fra Vordingborg Havn, der deltager i INCONE60-projekter, der laver målinger på transportdata for Short Sea Shipping. Foto: Danske Havne
Såkaldt Short Sea Shipping kan blive en grøn løsning på fremtidens godstransport i Europa. Her et billede fra Vordingborg Havn, der deltager i INCONE60-projekter, der laver målinger på transportdata for Short Sea Shipping.

De danske havne er i systematisk dialog med kunderne om grøn adfærd og bæredygtighed, viser ny rapport fra Danske Havne.

Publisert

Samarbejde er vejen frem. For den grønne omstilling, for den danske eksport, for havmiljøet. Det har danske havne vidst længe, for de lever af at samarbejde – blandt andet med skibsrederne og havnevirksomhederne. Men samarbejdet i havnene handler om langt mere end bare det.

Tal fra brancheorganisationen Danske Havnes nye rapport ”Grønne erhvervshavne 2020” viser, at over halvdelen af de medvirkende havne har systematisk dialog om grøn adfærd og bæredygtighed med havnens kunder. Sammen løses både små og store problemstillinger, der sørger for at de danske havne, der håndterer over 90% af Danmarks internationale godstransport, går en endnu grønnere fremtid i møde.

På sigt er det nemlig ikke kun nødvendigvis den internationale godstransport, der skal foregå til søs, men også den lokale. På Vordingborg Havn deltager man som associeret partner i Interreg-projektet INCONE60, der har skabt et værktøj, der kan kortlægge udgifter og CO2-aftryk for forskellige handelsruter. Data fra projektet viser, at 1500 tons bulk kan transporteres fra Vordingborg til Kolobrzeg i Polen ad søvejen for blot en sjettedel af prisen og CO2-udslippet i sammenligning med lastbiler.

I fremtiden bliver søvejen og havnene en endnu grønnere løsning – allerede nu installerer mange danske havne landstrømanlæg, der skal sørge for at skibe i havn ikke udleder CO2 og partikelforurening. Men også på havet skal skibene i fremtiden sejle grønt. Hos havnegruppen ADP i trekantområdet, satser man på Power-to-X, der skal levere grøn brint fra nordens største brintfabrik i Fredericia – en fabrik, som Everfuel og Shell-raffinaderiet vil etablere allerede i 2022.

Havnene er naturlige hjemsteder for industriel udvikling, både som nævnt hos ADP, der er en del af hele trekantsområdets partnerskab, men også hos Port of Aalborg. Her har Aalborg Kommune udpeget havnens erhvervsareal i Aalborg Øst, ”Ankeret”, som byens fremtidig udviklings- og vækstzone.

Danmarks havne arbejder frem mod, at skibsfarten og industrien i fremtiden bliver CO2-neutral. Men også den CO2 , der allerede udledes, kan forhindres i at skade klimaet. Hos Copenhagen-Malmö Port i København vil man i fremtiden indgå i et projektsamarbejde om at lagre 500.000 ton CO2 fra Amager Ressourcecenter og skibe dem til underjordisk lagring i Nordsøens udtømte oliereservoirer.

Det er brancheorganisation Danske Havnes målsætning, at alle danske havne i 2025 har indledt en systematisk dialog om grøn adfærd og bæredygtighed med havnens kunder. Havnene er allerede godt på vej – til gavn for hele Danmark og klimaet.

Powered by Labrador CMS