I dag starter afgørende klimamøde i IMO

Foto: Danske Rederier

Når de 174 lande i FN’s søfartsorganisation IMO torsdag tager hul på årets vigtigste klimamøde for skibsfarten, vil der være dansk pres for at nå ambitiøse aftaler.

Publisert

Når de forskellige repræsentanter fra medlemslandene logger på det årlige møde i miljøkomiteen, det såkaldte MEPC 76, vil der være pres på for at nå en ambitiøs aftale.

Af mange vigtige forslag, der skal diskuteres virtuelt, er der særligt fokus på udmøntningen af de tekniske og operationelle krav, der skal gøre skibsfarten 40 procent mere energieffektiv i 2030. Det er de tekniske, men afgørende detaljer i reguleringen, der skal falde på plads.

”Det er nu de 174 lande skal blive enige om de afgørende spørgsmål, som eksempelvis den hastighed skibene skal forbedre sig med frem mod 2030. Vi anerkender, at det er vanskeligt, og at timelange onlinemøder bliver en kæmpe udfordring, men vi har som branche brug for en afklaring af, hvordan skibene bliver reguleret fra 2023 og frem,” siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier.

”Der er selvfølgelig tekniske emner, som eksempelvis håndtering af skibe med højt energiforbrug til at køle lasten, der kræver mere arbejde. De skal holdes på bordet også efter MEPC 76, så jeg håber ikke, der går politisk fnidder i den,” siger Maria Skipper Schwenn.

Endelig skal et forslag udarbejdet af industrien om en forskningsfond, det såkaldte IMRB-forslag, diskuteres på mødet. Fonden skal med en ekstra pris på brændstof samle 5 milliarder amerikanske dollar, og booste forskning i den grønne omstilling af skibsfarten.

”Forslaget om fonden er fremsynet og viser, at industrien tager ansvar. Derfor er jeg også glad for, at vigtige skibsnationer som Japan, Singapore og ikke mindst Danmark støtter forslaget,” siger Maria Skipper Schwenn.

For Danske Rederier er et andet vigtigt punkt på miljøkomiteens dagsorden et forslag fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Danmark, der vil sparke gang i drøftelserne af, hvordan prisforskellen mellem nye brændstoffer som ammoniak og metanol og traditionelle fossile brændstoffer lukkes.

”Omstillingen af skibsfarten er i fuld gang, men for at sætte turbo på, skal vi have fundet en model for de såkaldte MBM’er – de markedsbaserede mekanismer. Det er afgørende, at det kan betale sig at gå forrest og satse på grønne brændstoffer, og derfor er det nødvendigt med et værktøj, der kan formindske prisforskellen,” siger Maria Skipper Schwenn.

MEPC 76 kører fra 10. – 18. juni.

Powered by Labrador CMS