Behov for afklaring om CO2-transport

Jakob K. Clasen. Foto: Danske Rederier.
Jakob K. Clasen.

Fangst og lagring af CO2 – såkaldt CCTS – spiller en vigtig rolle i forhold til at nå målet om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030. Rederierne er klar til at stå for transporten, men savner sikkerhed i forhold til de nødvendige og langsigtede investeringer.

Publisert Sist oppdatert

Skibsfarten kommer til at spille en afgørende rolle, når indfanget CO2 skal fragtes til udtjente oliefelter eller lagring i grundfjeldet. Men da skibene skal specialdesignes til formålet, er der behov for en langsigtet strategi, der kan give investorer ro i maven. Det mener Danske Rederier, der efterlyser klare meldinger fra politikerne.

”Der er fortsat mange ubekendte i forhold til CCTS, og derfor haster det med en samlet strategi. Vi ser i rederierne frem til at kunne bidrage til den grønne omstilling ved at transportere den indfangede CO2, men det kræver, at vi får en tydelig kurs at styre efter,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

Flere rederier har sagt, at de er klar til sætte turbo på udviklingen af skibe, der kan fragte CO2’en. Blandt andet er Evergas og Ultragas gået sammen i konsortiet ”DanUnity”, der vil fragte CO2 til Island, hvor det skal pumpes ned i undergrunden. Flere andre står klar i kulissen, og håber er, at det kan blive et centralt forretningsben for flere rederier. Samtidig har operatører i Nordsøen som INEOS klart meldt ud, at de er klar til at arbejde sammen om lagring i undergrunden.

Derfor ser man i Danske Rederier frem til, at regeringen fremlægger sin strategi på området.

”Dansk skibsfart er i dag en del af verdenseliten. Det er der mange grunde til. Én af dem er vores evne til at nytænke – og ikke mindst skabe værdi. Af samme årsag er der nu flere danske rederier, som byder sig til i en dansk – og på sigt international – værdikæde for CCTS – og transporten af CO2. Det er et område med stort potentiale. Både for den danske grønne omstilling, dansk skibsfart og ikke mindst dansk økonomi,” siger Jacob K. Clasen.

Powered by Labrador CMS