Singapore – en hub af maritime muligheder

Foto: Peter Nguyen / Unsplash

Der er masser af maritime muligheder for danske virksomheder, der har interesse i at samarbejde med det asiatiske land.

Publisert

For at sætte fokus på de muligheder, som byder sig i en af verdens største maritime hubs, har Danske Maritime – i tæt samarbejde med ambassaden i Singapore – holdt webinar med en række kompetente oplægsholdere, der i fællesskab satte fokus på behov og udviklingstrends på det maritime marked i bystaten.

I sin introduktion pegede Sandra Jensen Landi, Danmarks ambassadør i Singapore, på, at Singapores ambitioner for grøn transition skaber behov for kompetencer og produkter, som danske virksomheder ofte matcher fint. Ambassadør Landi beklagede den aktuelt vanskelige adgang til Singapore som følge af Covid-19 restriktionerne, men hun forventer, at der efter sommerferien kan blive tale om lettere adgang for indrejse for maritime eksperter.

Næste oplægsholder var Dr. Sanjay Kuttan, der er Executive Director ved Singapore Maritime Institute og gav et aktuelt brancheoverblik, hvorefter Chris Ong, som er Chief Executive Officer hos det store skibsværft Keppel Offshore & Marine, gav en indføring i de behov, som den grønne transition og dekarbonisering af skibsfarten ventes at medføre i Singapore.

Overordnet betragtet er ambitionsniveauet for grøn omstilling i Singapores maritime sektor betydeligt, og der efterspørges nu bredt grønne og energieffektive løsninger.

Afslutningsvis understregede ambassaden, at der er intention om yderligere samarbejde med Danske Maritime for at følge op på markedsmulighederne i Singapore.

Powered by Labrador CMS