Nordjysk fuel-pumpe-producent sikrer stor ordre

Foto: Svanehøj

Danske Svanehøj skal levere fuel-pumper for et to-cifret millionbeløb til værfterne Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering.

Publisert Sist oppdatert

Den nordjyske fuel-pumpe-producent Svanehøj, er blevet hyret til at levere fuel-pumper for et to-cifret millionbeløb til værfterne Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering har bestilt de danske pumper til hele 22 Ultra Large Container Vessels (ULCV) med kapacitet fra 15.000 til 23.500 containere (TEU). I alt skal 44 pumper leveres til Sydkorea inden udgangen af 2023.

Med markedet for store containerskibe i kraftig vækst, vælger rederierne i stigende grad LNG som brændstof til deres nybygninger, og den nye ordre er den første af slagsen til Svanehøj på deepwell (DW) fuel-pumper til LNG-drevne containerskibe i den helt store skala.

“De to ordrer er et gennembrud for os og resultat af en målrettet dialog med værfter og rederier. Vores deepwell-pumper er anderledes end de pumper, man traditionelt anvender på containerskibe. Det giver nogle indlysende fordele, som vi har haft god lejlighed til at fremlægge i processen. Det har rederierne købt fuldstændigt ind på,” siger salgsdirektør i Svanehøj, Johnny Houmann.

Sammenlignet med andre fuel-pumper opererer Svanehøjs deepwell fuel-pumpe med markant længere serviceintervaller, hvilket gør det muligt at nøjes med to pumper per skib i stedet for normalt tre.

Svanehøj skal til hvert af de 22 containerskibe levere 2 x EFP 24-5 LNG Fuel pump (22 meter) med caisson, fodventil og kontrolsystemer.

Powered by Labrador CMS