Esbjerg i sydkoreansk offshore-samarbejde

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har indgået et samarbejde omkring vedvarende energi og offshore vind med sydkoreanske Jeollanamdo.

Publisert

På Esbjerg Rådhus var borgmester Jesper Frost Rasmussen klar, da guvernør Kim Yung-rok tonede frem på skærmen flankeret af den danske ambassadør i Sydkorea Einar Jensen.

Anledningen for det virtuelle møde var den officielle underskriftsceremoni, som forpligter Jeollanamdo og Esbjerg til at indgå et samarbejde om fælles aktiviteter, der fremmer den vedvarende energi med særlig fokus på offshore vind.

”Det, Esbjerg kan og gør i forhold til den grønne omstilling, giver genlyd i hele verden. Vi har en af verdens førende havne indenfor offshore vind, og når andre byer og områder har lignende ambitioner, kigger de naturligvis på, hvad vi gør. Aftalen handler blandt andet om, at vi udveksler viden og knowhow, som skal understøtte den bæredygtige vækst hos begge parter. Jeollanamdo har kurs mod et grønt væksteventyr centreret omkring vedvarende energi, og her kan denne aftale være med til at åbne døre for vores lokale virksomheder, så de får en fod indenfor på et kommende lukrativt marked,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Tilstede på kontoret i Esbjerg var også kommunaldirektør Rikke Vestergaard og havnedirektør Dennis Jul Pedersen, mens direktør Dr. Peter Kim og marketing manager David Röttger fra Jeollanamdos europæiske kontor var rejst til Esbjerg for at overvære ceremonien.

Foruden Jeollanamdo har Esbjerg også indgået en lignende aftale med en anden sydkoreansk by, Ulsan. Sidenhen støttede Esbjerg Ulsans optagelse i World Energy Cities Partnership, som er en sammenslutning af globale energibyer, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen lige nu fungerer som vicepræsident.

Powered by Labrador CMS