Udvikling af nye patruljeskibe – Sommerens bedste nyhed

Patruljefartøjet Diana. Foto: Forsvarsgalleriet
Patruljefartøjet Diana.

Det er sommerens bedste nyhed, at Forsvarsministeriet igangsætter et udviklingsprojekt, som skal resultere i en helt ny og langt mere fleksibel type patruljeskibe. Det mener administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat.

Publisert

Der er brug for at tænke nyt, når Søværnet skal have nye patruljeskibe, lyder det overordnede budskab fra Forsvarsministeriet. De nuværende patruljefartøjer står for patruljering, farvandsovervågning og medvirker til forskellige typer af redningsopgaver, mens et antal ældre miljøskibe står for opgaven med oprydning i forbindelse med havmiljøulykker. Men med ministeriets ord, så er der i lyset af de stadig mere komplekse opgaver, som Danmark står overfor, brug for skibe, som med større fleksibilitet kan løse flere typer af opgaver og ikke mindst sikre dansk suverænitetshævdelse på havet.

Derfor ønsker regeringen og forsvarsforligskredsen at anskaffe en helt ny type patruljeskibe, som udover de militære opgaver også kan løse havmiljøopgaver. I dag sætter man således gang i et forprojekt, som skal munde ud i et stærkt design af en helt ny skibstype og vil ske i tæt samarbejde med den danske maritime industri. Der er et klart politisk ønske om at inddrage de danske virksomheder viden og kompetencer inden for udvikling af skibe, maritim teknologi samt klima- og miljøvenlige løsninger.

”Danmark er omgivet af hav, hvilket stiller store krav til vores tilstedeværelse på vandet, hvad angår den militære opgaveløsning, redningsopgaver og indsatser ved havmiljøulykker. Med den nye type af skibe vil vores evne til at løse opgaver blive markant styrket. Udviklingen af en ny skibstype er væsentlig for Danmarks sikkerhedsinteresser, men vil også styrke vores erhvervsliv og give et stort eksportpotentiale for danske virksomheder, da viden og teknologier vil blive kombineret på en helt ny måde,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Den politiske beslutning vækker stor glæde hos Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat.

”Det er en utrolig positiv nyhed at få her lige før ferien, og noget vi har arbejdet på længe. Der trænger netop til nytænkning på området, og vi vil gerne takke ministeren og forligskredsen for at igangsætte dette projekt. Det er en stor og betydningsfuld opgave at udvikle det helt rigtige fartøj, som både skal kunne en masse og samtidig være state of the art inden for bæredygtig søfart,” siger Jenny Braat.

Samtidig er det politiske signal om i størst muligt omfang at bruge danske virksomheder vigtigt at bide mærke i. En opgave af denne kaliber kan skabe masser af positive ringe i vandet i den danske maritime industri, så det er sommerens bedste nyhed, mener Jenny Braat:

”Projektet vil bringe dygtige danske maritime virksomheder sammen om at udvikle noget unikt, fastholde vores maritime styrkeposition og skabe arbejdspladser samt nye eksportmuligheder. Det er alletiders mulighed for at vise, hvad branchen kan, og vi glæder os til at bidrage.”

Designet af de nye skibe skal danne baggrund for beslutning om den videre anskaffelse og produktion i forbindelse det kommende forsvarsforlig. Forligskredsen består udover regeringen af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale Venstre.

Powered by Labrador CMS