Prøvesejlads midt om natten – Nu sejler dansk færge igen

Sejerøfærgen. Foto: Kalundborg Kommune
Sejerøfærgen.

Sejerøfærgen er tilbage i drift efter næsten en uge med nedsat drift.

Publisert

Der var både lange bilkøer og adskillige frustrerede passagerer, da Sejerøfærgen i sidste weekend brød sammen og måtte tages ud af drift. Ind blev nemlig sat en midlertidig færge med langt mindre kapacitet, og det kunne mærkes midt i sommerens højsæson.

Men nu er den normale færge atter tilbage i brug. Færgeselskabet har ifølge TV2 Øst nemlig fået hentet en ny kobling til skibet, der skulle erstatte den aluminiumskobling til bagbords hovedmotor, der i sidste weekend brændte sammen.

“Jeg er rigtig glad. Nu kan vi følge med igen – også med biler. Det er en dejlig forløsning endelig at få lov til at betjene vores kunder igen, og det er heldigt ramt op til weekenden,” siger overfartsleder Rune Karstoft Nilsson til TV-stationen.

Reservedelen blev leveret natten til torsdag, hvorefter den i al hast blev monteret og installeret, inden færgen blev sendt på prøvetur klokken 02.00. Efterfølgende gav Søfartsstyrelsen det grønne lys til at sejle igen, og torsdag morgen klokken 05.25 var der atter planmæssig afgang fra Sejerø.

Powered by Labrador CMS