Lukket containerterminal sender Maersk-aktie i rekord
Maersks B-aktie endte onsdag med et plus på 3,3 procent efter verdens største havn lukkede for en af sine containerterminaler og afviste alle anløb til havnen.
En enkelt positiv coronatest lukkede onsdag for anløb til verdens største havn Ningbo-Zhoushan i Kina, ligesom havnens containerterminal Meishan helt blev lukket.
Det er endnu ikke sikkert hvilke konsekvenser den kinesiske nedlukning vil få fremadrettet, men for Maersk betød det allerede onsdag, at rederiets B-aktie endte helt i top af aktieindekset med et plus på 3,3 procent til lukkerekorden 18.505 kroner.
Nedlukningen af containerterminalen Meishan vanskeliggør nemlig sikringen af kapacitet, der i forvejen er stærkt efterspurgt med rekordhøje fragtrater, og for rederier som Maersk betyder forsinkelserne normalvis højere fragtrater.
Allerede tidligere på året blev adskillige rederier ramt af alvorlige forsinkelser, da den sydkinesiske havn i Yantian lukkede ned på grund af et udbrud af coronavirus.