Kom og besøg skoleskibet – Georg Stage klædt på til WorldPride

Foto: Twitter / Martin Boller - Fully Vaxxed

Verdens ældste skoleskib deltager aktivt i WorldPride 2021 og inviterer alle nysgerrige med ombord.

Publisert

Siden 1882 har skoleskibet Georg Stage uddannet unge til et liv på verdens have og samtidig gjort de unge livsduelige til hverdagen.

En hverdag, der har ændret sig radikalt siden 1882, men Georg Stage sejler fortsat, og på skibet følger man samfundsudviklingen:

“Jeg synes, at der er noget helt rigtigt over, at noget så stokkonservativt som et skoleskib tager aktiv del i WorldPride. Det kan godt være, at vi var lidt længe om at komme med, men nu har vi lettet røven og er med til at nedbryde fordomme,” siger direktør for verdens ældste skoleskib, Asser Amdisen til TV2 Lorry.

Faktisk var Georg Stage med til at få WorldPride til Danmark. Efter efterspørgsel fra Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen sejlede skib og besætning til den amerikanske storby Miami og var med til at markere Danmark i deres bud på eventet.

Nu er WorldPride så kommet til København, og endnu en gang deltager Georg Stage aktivt. Skoleskibet anløb nemlig Københavns Havn fredag eftermiddag, hvor det har ligget til kaj ved Esplanaden, og i denne uge er skibet rykket til Islands Brygge, hvor de flere gange holder åbent skib og byder alle interesserede velkommen ombord.

Til at fejre begivenheden har Georg Stage desuden fået lavet et helt særligt regnbuesejl til anledningen.

“Vi har fået lavet særlige regnbuesejl i år. Tre master af 30 meter. Det er ikke til at overse. Det er virkelig et klart signal, vi sender,” slår Asser Amdisen fast.

Åbent skib under WorldPride 2021 i København:

  • Tirsdag den 17. august klokken 13.00 – 17.00.
  • Onsdag den 18. august klokken 14.30 -17.00 og 18.00-21.00.
  • Torsdag den 19. august klokken 14.30 -16.30.
  • Fredag den 20. august klokken 13.00 – 17.00 og 18.00 – 21.00.

Georg Stage vil under åbent skib ligge ved Kulturhuset på Islands Brygge.

Danish Sailing Vessel Georg Stage WorldPride 2021 pic.twitter.com/MlK1QVrdYy

Powered by Labrador CMS