Krydstogtskib ville besøge Rønne – Havnede i Svaneke
Krydstogtskibet Amera havde søndag planlagt at besøge Rønne Havn på Bornholm, men endte med at lægge til i Svaneke i stedet.
Krydstogtskibet Amera havde søndag planlagt at besøge Rønne Havn på Bornholm, men endte med at lægge til i Svaneke i stedet. Det var dog ikke en forvirret navigatør, der havde taget fejl af de to havne, men derimod vejrguderne, der spillede skibet et puds.
Det store krydstogtskib Amera er i øjeblikket på rundtur i Nordeuropa, og søndag var turen kommet til Solskinsøen og Rønne Havn. Men den normalt så gæstfri ø viste sig fra sin mere barske side med vindstød på op til 17 sekundmeter.
Derfor blev anløbet aflyst, og krydstogtskibet Amera, der er 204 meter i længden og godt 32 meter i bredden, valgte helt ekstraordinært at give sine passagerer en tur til Svaneke i stedet.
Her lagde Amara til ud for kysten og sejlede efterfølgende krydstogtgæsterne ind til Svaneke i mindre både.
Amera, der er bygget i 1988 og sejler under Bahamas flag, anløb sidst Bremerhaven i Tyskland og sejlede efterfølgende videre mod København.