Kulturhavn Festival inviterer til 20 års jubilæum

Kulturhavn Festivalen i 2018. Foto: Ulrich Jakobsson
Kulturhavn Festivalen i 2018.

Sensommeren kan nydes med festivalstemning, når Kulturhavn Festival traditionen tro kaster anker i Københavns Havn. I år kan festivalen fejre sit 20 års jubilæum.

Publisert

Hvad enten du er til dans, stand up paddle, skriveworkshop, jazz, solnedgangsmusik, havfruer, H.C. Andersen, biodiversitet, skibsparade, portrætfotografi eller performance, så har det Kulturhavn Festival præcis det, du leder efter. Kulturhavn kan og vil det hele – men fællesnævneren mellem de mange arrangementer er havnen og fællesskabet omkring byens blå byrum.

Kulturhavn bliver afholdt d. 27 – 29. august, og By & Havn er hovedsponsor. I år er noget helt særligt for den kulturelle havnefestival, da den kan fejre sit 20 års jubilæum.

Jubilæet fejres med et nyt koncept, hvor festivalen i stedet for at have få, store festivalområder med samlede aktiviteter inviterer på oplevelser hele 27 forskellige steder i- og langs havnen. Både sportsklubber, foreninger, kunstnere og en lang række andre aktører har aktiviteter på programmet, som spænder videre end nogensinde før.

Alle aktiviteter er gratis, og du kan se hele programmet på Kulturhavns hjemmeside.

Powered by Labrador CMS