Batterigrossist opfører nyt stort domicil på Aalborg Havn

Tegningerne til Danbrit Akkumulators nye domicil på Aalborg Havn. Illustration: Port of Aalborg
Tegningerne til Danbrit Akkumulators nye domicil på Aalborg Havn. Illustration: Port of Aalborg

Øget vækst betyder, at den nordjyske batterigrossist Danbrit Akkumulator A/S snart rykker ind på Aalborg havn. Virksomheden har nemlig givet håndslag på opførelsen af et op imod 8.000 kvadratmeter stort domicil med kontor og lager.

Publisert

Inden længe kan batterigrossisten Danbrit Akkumulator rykke teltpælene op og starte et nyt kapitel i nye omgivelser. Den nordjyske virksomhed har nemlig indgået en aftale med Port of Aalborg om opførelsen af et nyt, 8.000 kvadratmeter stort domicil med kontor og lager i erhvervsområdet i Aalborg Øst.

Den nye ejendom opføres efter en årrække med massiv vækst, og der er derfor blevet behov for nye faciliteter, der kan understøtte virksomhedens fortsatte udvikling.

“Efter flere gode år med stor vækst og udvikling er vi er ganske enkelt ved at løbe tør for plads. Derfor har vi søgt efter en ideel lokation til et nyt domicil med både kontorfaciliteter og lager, og i den forbindelse har det været et stort ønske for os at bygge noget selv tæt på vores nuværende placering. Så erhvervsområdet ved Aalborg havn er et rigtig godt match for os,” siger administrerende direktør hos Danbrit Akkumulator, Hugo Møller.

Danbrit Akkumulator er en veletableret batterigrossist, som blandt andet er agentur for Varta- og Bosch-batterier. Virksomheden sælger særligt start- og traktionsbatterier til autogrossister og -forhandlere, og med den stigende elektrificering af bil- og maskinindustrien er det et marked i fremgang.

Derfor vækker det også glæde hos Port of Aalborg, at Danbrit Akkumulator vælger at slå sig ned i lige netop erhvervsområdet, hvor flere virksomheder arbejder målrettet med udviklingen af grønne energier.

“Vi er altid glade for, at virksomheder ønsker at etablere sig i vores erhvervsområde, hvor det er vores ambition at skabe optimale vækstrammer. Eksempelvis ved at facilitere samarbejder og forløse synergier virksomhederne imellem. I erhvervsområdet er der blandt andet en større koncentration af virksomheder, der beskæftiger sig med vedvarende energi og grønne løsninger, og her passer Danbrit Akkumulator jo rigtig fint ind qua den stigende elektrificering af samfundet,” lyder det fra Commercial Manager, Real Estate, hos Port of Aalborg, Jeppe Faber.

Planlægningen af byggeriet er i fuld gang, og hos Danbrit Akkumulator forventer man at gå i jorden i foråret 2022.

Powered by Labrador CMS