Her er Rambølls nye direktør for olie og gas

Patrick Gilly. Foto: Rambøll
Patrick Gilly.

Patrick Gilly, som indtil marts 2020 var direktør for Total E&P Danmark og siden da har været selvstændig rådgiver, slutter sig til Rambøll den 1. september i en stilling som direktør for en af Rambølls energidivisioner.

Publisert

Den grønne transition står højt på agendaen hos Rambøll. Både i den del af forretningen, der arbejder med vedvarende energi, og der, hvor 280 medarbejdere arbejder med projekter for olie- og gassektoren. Tiderne skifter, og det gør de også hos Rambøll, der er i gang med en transition af sine traditionelle olie- og gasydelser mod et fokus på grøn transition af olie- og gassektoren. Den transition skal den tidligere Total-direktør Patrick Gilly stå i spidsen for.

”Fremtidens energisystem vil være baseret på vedvarende energi og teknologi til dekarbonisering som CO2-fangst og -lagring, brint og Power-to-X. Olie- og gassektoren spiller en vigtig rolle i at nå dertil. De sidder på en del af infrastrukturen, har viden om teknologi og har store finansielle muskler. Patrick Gilly har indgående kendskab til olie- og gassektoren og ved, hvad der skal til for at hjælpe den i en grønnere retning. Jeg er overbevist om, at Patrick er den rette mand til at drive den omstilling af vores ydelser, som vi er i gang med,” siger Group Chief Operating Officer hos Rambøll Michael Simmelsgaard, som indtil 1. september, hvor han bliver afløst af Hannes Reuter, også er direktør for Rambølls Energiforretning.

I de seneste år er Rambøll blevet valgt til en række grønne projekter i olie- og gassektoren, herunder assistance til at reducere flere af selskabernes kulstofemissioner, teste lagre til indfanget CO2 og rykke ind i produktion af vedvarende energi. Det danske CCS-projekt Greensand, som går ud på at lagre CO2 offshore ved Siri-området i Nordsøen, er et af disse projekter. Energiøen i Nordsøen, hvor Rambøll er rådgiver for VindØ-konsortiet, er et andet.

”De kompetencer, der kræves til denne type opgaver er i høj grad de samme, som dem, vi bruger på olie- og gasprojekter. Vi vil gerne bruge denne erfaring og ekspertise i den grønne omstilling. Det er den vej, vi går, og det kan Patrick hjælpe os med,” siger Michael Simmelsgaard.

Powered by Labrador CMS