Energistyrelsen udnævner ny vicedirektør

Mogens Hagelskær. Foto: Energistyrelsen
Mogens Hagelskær.

Energistyrelsen har udnævnt Mogens Hagelskær som ny vicedirektør

Publisert

Energistyrelsen har udnævnt Mogens Hagelskær som ny vicedirektør med ansvar for energiøerne. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Mogens Hagelskær kommer fra en stilling som administrerende direktør for Odense Letbane P/S og starter som ny vicedirektør i Energistyrelsen den 1. januar 2022.

Der er tale om en udvidelse af den nuværende direktion i styrelsen, som følge af arbejdet med etableringen af verdens første energiøer, som Mogens Hagelskær blandt andet vil få ansvaret for.

Mogens Hagelskær har i forskellige positioner arbejdet med etableringen af Odense Letbane siden 2012 og var inden da ansat i DSB blandt andet som direktør for DSB Rejsebureau. Han er uddannet datamatiker fra Lyngby Business Akademi i 2002.

”Vi ser meget frem til at byde Mogens velkommen i Energistyrelsen og til det fremtidige samarbejde. Vi får en vicedirektør med en unik erfaring med opstart og etablering af store anlægsprojekter. Hertil kommer Mogens mange år som topleder og erfaring med forhandling og relationsskabelse, hvilket bliver essentielt i det kommende arbejde med energiøerne,” lyder det fra Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.

”Jeg er både stolt og ydmyg over muligheden for at træde ind i Energistyrelsens direktion med ansvar for energiøerne. Anlægsarbejdet er ikke blot historisk stort, det er samtidig et enestående pionerprojekt, der vil tiltrække global interesse, og frem for alt vil det udgøre en hovedhjørnesten i Danmarks fremtidige energiforsyning og grønne omstilling. Jeg ser energiøerne som et modigt initiativ, der i høj grad understreger, at vi i Danmark tænker visionært, når det handler om at udnytte naturens vedvarende ressourcer til gavn for en bæredygtig fremtid. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, der skal realisere dette imponerende og ambitiøse projekt i tæt samspil med private partnere,” siger den kommende vicedirektør, Mogens Hagelskær.

Powered by Labrador CMS