Færgerederierne vælger ny formand

Arkivfoto: Molslinjen

På årets generalforsamling i Færgerederierne er administrerende direktør for Molslinjen Carsten Jensen valgt til ny formand. Ny næstformand bliver administrerende direktør for Scandlines, Carsten Nørland.

Publisert

Det bliver Molslinjens administrerende direktør Carsten Jensen, som tager formandsposten i Færgerederierne. Han er i weekenden blevet enstemmigt valgt på årets generalforsamling.

Carsten Jensen overtager dermed posten fra Søren Poulsgaard Jensen som efter eget valg har forladt Scandlines og dermed posten som formand i Færgerederierne. Carsten Nørland, administrerende direktør i Scandlines indtræder i bestyrelsen og bliver ny næstformand.

Endelig fortsætter ForSeas administrerende direktør, Kristian Durhuus, som medlem af bestyrelsen.

”Færgerne binder landet sammen og er en uundværlig del af vores infrastruktur i Danmark. Jeg er enormt glad for at få lov til at tage roret i Færgerederierne og dermed i endnu højere grad være med til at præge fremtiden for dansk færgefart. Jeg vil gerne takke Søren Poulsgaard for hans store arbejde som formand for Færgerederierne og ønske ham god vind på hans videre færd,” siger Carsten Jensen.

”Corona har også sat sine spor det seneste år, og selvom flere af os har haft en god sommer med mange gæster, tør jeg godt sige, vi alle glæder os til, at verden bliver endnu mere normal, og færgerne igen fyldes helt af rejsende og pendlere. Jeg håber vi ser frem mod et år uden restriktioner og med teknologiske landvindinger, der kan bringe os endnu tættere på en klimaneutral fremtid,” lyder det fra den nye formand.

Efter lørdagens generalforsamling ser Færgerederiernes bestyrelse således ud:

Formand: Administrerende direktør Carsten Jensen, Molslinjen A/S

Næstformand: Administrerende direktør Carsten Nørland, Scandlines Danmark

Bestyrelsesmedlem: Administrerende direktør Kristian Durhuus, ForSea

Powered by Labrador CMS