Solidt comeback for dansk-svensk færgetrafik

Stena Line har haft en sommer over forventning, hvor rejser mellem Danmark og Sverige er steget med mere end 167 procent i juli og august i år sammenlignet med den samme periode sidste år. Foto: Stena Line
Stena Line har haft en sommer over forventning, hvor rejser mellem Danmark og Sverige er steget med mere end 167 procent i juli og august i år sammenlignet med den samme periode sidste år.

Antallet af rejser med rederiet Stena Lines mellem Danmark og Sverige er steget med mere end 167 procent i juli og august i år sammenlignet med den samme periode sidste år.

Publisert

Stena Line har oplevet et solidt comeback i 2021 med knap en kvart million passagerer. Sikkerheden for de rejsende er og bliver en topprioritet for rederiet, og stigningen er meget tiltrængt ovenpå sidste år, hvor pandemiens medfølgende restriktioner medførte, at persontrafikken faldt.

”Det går bestemt i den rigtige retning, selvom der er et stykke vej igen, før vi er tilbage på ”normalt” niveau. Antallet af passagerer denne sommer er en fordobling af 2020-niveauet, men stadig kun halvt på 2019-niveau. De vigtigste måneder er klart juli og august, hvor omkring halvdelen af alle vores passagerer rejser med os. Restriktionerne blev lempet og vaccinationerne forøget før disse afgørende måneder. Det glæder os – for det står i helt naturlig sammenhæng med antallet af passagerer,” siger Julia Kronberg, Travel Commercial Manager Denmark, Stena Line.

Danskerne er i høj grad hoppet på Stena Lines færger sommeren over, mens svenskerne har rejst væsentligt mindre ud. Udover de lempede restriktioner og vaccinationerne, peger Stena Line på en række forhold, der gør det attraktivt for danskerne at rejse med dem til Sverige.

”Den svenske valuta og det skønne vejr har bestemt også fungeret som trækplaster. Med vores færger har vi givet danskerne god mulighed for en prisvenlig tur til Sverige, hvor de både kan medbringe egen bil og mærke havluften og solen på rejsen,” siger Julia Kronberg.

75 procent af gæsterne rejser i bil, mens 25 procent er landgangspassagerer, hvoraf en tredjedel vælger at tage på en dagstur, hvor de rejser ud og hjem samme dag.

Rejser fra Danmark til Sverige steg med mere end 167 procent i løbet af juli og august i år sammenlignet med samme periode i 2020. Den store stigning ligger mest i juli, men også i august er rejserne i et langt større omfang end året før, hvilket indikerer en lidt senere ferie end normalt.

Bookingsituationen for den fremadrettede færgetrafik er også langt bedre end forventet.

”Vi er glade for at have haft så dejlig en sommer, der levede op til vores forhåbninger. Lige nu ser fremtiden lys ud for weekendture og efterårsferier – om ikke andet en klar forbedring i forhold til sidste år. Vi er optimistiske med henblik på fremtiden, men også meget ydmyge. For hvis vi har lært noget af pandemien, er det, at situationen lynhurtigt kan ændre sig,” siger Julia Kronberg.

Powered by Labrador CMS