I denne uge – Maritime museer inviterer unge gratis ind

Foto: M/S Museet for Søfart

Flere maritime museer og oplevelsescentre inviterer i denne uge unge i alderen 18-27 gratis indenfor.

Publisert Sist oppdatert

M/S Museet for Søfart, Værftsmuseet i Helsingør og Skibshallerne Gilleleje. Det er blot tre ud af 111 kulturinstiturioner, der i denne uge inviterer unge i alderen 18 til 27 gratis indenfor.

Det er det landsdækkende initiativ K7 – der står for Kultur og Syv dage – der for andet år i træk tilbyder gratis adgang til et stort udvalg af museer, kunsthaller og oplevelsescentre.

Initiativet blev søsat sidste år af Golden Days Sekretariat i et forsøg på at styrke unges tilknytning til kulturlivet, som altså i år løber fra den 13. til den 19. september.

I år har hele 111 kulturinstitutioner tilsluttet sig initiativet – 40 flere end sidste år, og det er en udvikling, der både indikerer, at kulturlivet er tilbage på fuld skala igen, og at museerne gerne vil i dialog med det yngre publikum. Det fortæller direktør for Golden Days Sekretariat, Svante Lindeburg i en pressemeddelelse.

“Den øgede tilslutning til K7 ser vi som et udtryk for, at de værste corona-forhindringer er lettet på museerne, og kulturlivet er mere end klar på at få fulde huse og komme tilbage i fuld skala. Og så synes vi, at det vidner om en lyst til også at gøre kulturhusene til de unges arena – et sted hvor de føler sig hjemme, og som kan blive en del af deres kulturforbrug i hverdagen. Og netop dét har hele tiden været vores ambition med K7,” siger han.

Powered by Labrador CMS