Rekordmange kvinder på ny shippinguddannelse

36 procent af de nye studerende er kvinder. Foto: Danske Rederier
36 procent af de nye studerende er kvinder.

Danske Rederiers uddannelse Danish Shipping Education slog mandag dørene op til et nyt hold trainees. De skal igennem et helt nyt skræddersyet forløb, og tilslutningen var stor – ikke mindst fra kvinderne.

Publisert Sist oppdatert

Kufferterne stod i lag ved indgangen til Danske Rederiers sal i mandags, hvor første del af en uges helt ny uddannelse for 46 shipping trainees begyndte – og 36 procent af kufferterne tilhørte kvinder, derfor var det en ekstra glad uddannelseschef, som tog imod de studerende.

”36 procent af de studerende på dette hold er kvinder. Det er meget positivt, for når vi kommer over 30 procent, begynder der at ske innovation og nytænkning, fordi forskellige køn ligesom forskellige nationaliteter bidrager med noget forskelligt. Vi har aldrig haft så mange kvinder tilmeldt, og jeg håber meget, at det er en tendens som vil fortsætte,” siger Anne Panknin Kristensen, uddannelseschef i Danske Rederier.

Danske Rederier har de seneste år haft fokus på at øge rekrutteringen af kvinder til shipping, og andelen af kvinder på uddannelsen ligget på omkring 20 procent.

Det nye hold bliver de første, som tager hul på en opdateret udgave af uddannelsen, hvor fag som ”Energy and Fuel” om bunkring af brændstoffer og ”Logistics and Supply Chain Management” om forsyningskæderne mellem skibe og land er på skemaet.

”Vi har været ekstra spændte på at tage imod de studerende til dette modul, for de bliver de første, der bliver udsat for vores nye udgave af uddannelsen. Vi har virkelig lagt os i selen for at skabe en uddannelse, som følger med tiden og vil stille de unge mennesker bedst muligt i deres videre karriereforløb. Så det er opløftende at se, hvordan de nye trainees indtager huset med masser af spørgsmål og gåpåmod,” siger Anne Panknin Kristensen, uddannelseschef i Danske Rederier.

Modul 1 af uddannelsen består af en uges undervisning efterfulgt af en række webinarer og seminarer. Til sidst afsluttes med en eksamen. Alle undervisere er eksterne.

De mange deltagere mødte hinanden og fik den første undervisning i Amaliegade, mens resten af ugen foregår på Hornbækhus i Nordsjælland.

Powered by Labrador CMS