Ny stor hæder til Esvagt og Maersk Tankers

Esvagt Cantana. Foto: Esvagt
Esvagt Cantana.

Både Maersk Tankers og Esvagt har modtaget IMO’s anerkendelse i forbindelse med to aktioner på havet.

Publisert

Det er ikke gået ubemærket hen, at besætningerne ombord på Maersk Etienne og Esvagt Cantana i to vidt forskellige situationer udviste meget fornemt sømandskab i 2020.

De har begge modtaget en særlig anerkendelse fra Den Internationale Søfartsorganisation, IMO for deres gerninger.

Hos Maersk Tankers har kaptajnen og besætningen ombord på Maersk Etienne modtaget prisen for at have reddet og hjulpet 27 personer i havsnød i Middelhavet og efterfølgende på fornem vis håndteret situationen på værdig vis de 38 dage de befandt sig ombord på skibet.

”Kaptajnen og hans besætning var under et stort pres men havde modet og styrken til at hjælpe de reddede personer i 38 dage. IMO’s anerkendelse er en bekræftelse af, at de ydede en fremragende indsats,” siger Tommy Thomassen, CTO i Maersk Tankers.

Hos Esvagt går anerkendelsen til besætningen ombord på Esvagt Cantana, som nægtede at give op, da deres kollega faldt om med hjertestop, på trods af at meldingerne fra lægerne i land lød på, at de lige så godt kunne opgive genoplivningsforsøget.

Deres unge kollega, Asbjørn Morell overlevede efter en ihærdig og utrættelig indsats af besætningen.

”Besætningen på Esvagt Cantana kan ikke roses nok for deres heltegerning. Det gør mig meget stolt at have den slags mennesker ansat, og jeg synes det er fuldt fortjent, at de også får en anerkendelse fra IMO,” siger Peter Lytzen, CEO i ESVAGT.

De to aktioner har også fyldt hos Danske Rederier, hvor adm. direktør Anne H. Steffensen mener, at anerkendelsen er helt på sin plads.

”Begge besætninger har været med til at forhindre tragedier til søs, og de er beviserne på, at søfolk er gjort af et særligt stof. Stort tillykke med anerkendelse fra IMO, det er fuldt fortjent,” siger Anne H. Steffensen.

I forbindelse med Danske Rederiers årsdag modtog besætningerne på Maersk Etienne, Esvagt Cantana samt ngo-skibet Mare Jonio Danske Rederiers egen søfartspris.

Powered by Labrador CMS