I dag stævner Skoleskibet Danmark ud på togt

Foto: Skoleskibet Danmark / Facebook

I dag afgår Skoleskibet Danmark fra hjemhavnen i Frederikshavn, når 40 drenge og 40 piger tager på et 11 uger langt togt til Dublin, Gran Canaria og Azorerne.

Publisert

I dag afgår Skoleskibet Danmark for tredje gang i år fra hjemhavnen i Frederikshavn. Om bord på skibet er der denne gang en ligelig fordeling af piger og drenge blandt de 80 skoleskibselever – 40 drenge og 40 piger.

På Martec har skoleskibseleverne i flere uger forberedt sig på det 11 uger lange togt, som denne gang går via Dublin, Gran Canaria og Azorerne, inden kursen igen lægges mod hjemhavnen. Det ekstraordinære togt var planlagt til at sejle langs USA’s kyster i 2020, hvor det blev aflyst på grund af covid-19.

“Jeg ønsker alle ombord på Skoleskibet Danmark en rigtig god tur. Eleverne kommer til at lære en masse og får nogle fantastiske oplevelser som del af et helt særligt fællesskab på skibet. Det er skønt, at der nu er så godt greb om corona-pandemien, at eleverne igen kan komme i land i de forskellige havne. Og så er det rigtig positivt, at halvdelen af eleverne er kvinder. På mange uddannelser trænger vi til en bedre kønsbalance, og der er brug for flere kvinder i de maritime fag,” siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

I fem uger har eleverne boet på Martecs skolehjem, mens de har taget alle de nødvendige kurser for at blive klar til togtet. Det drejer sig blandt andet om kurser i hygiejne, sikkerhed, førstehjælp og værkstedsskole.

Mandag 13. september påmønstrede eleverne skoleskibet, hvor de inden afgang har lært skibet at kende og vænnet sig til livet ombord. På Martec har de boet på firemandsværelser, men på skibet skal de sove i hængekøje på banjen sammen med 39 andre.

Alle 80 skoleskibselever bliver nøje udvalgt efter individuelle interviews, og i år er valget faldet på 40 piger og 40 drenge som de bedst kvalificerede.

“I sektoren har vi flere år arbejdet på at få flere kvinder til søs. Der er brug for alle talenter, og her udgør kvinder halvdelen af talentmassen. Vi ser heldigvis, at flere kvinder er ved at få øje på mulighederne i Det Blå Danmark – både i forhold til at kunne arbejde med finde løsninger, der bidrager til den grønne omstilling, og til at kunne få en karriere med et utal af muligheder herhjemme og i udlandet,” siger direktør på Martec, Pia Ankerstjerne.

Powered by Labrador CMS