Ny togtplan klar – Georg Stage kommer til Isefjorden

Skoleskibet Georg Stage sørger for uddannelse over hele landet – og vandet. Foto Bo Tornvig / Stiftelsen Georg Stages Minde
Skoleskibet Georg Stage sørger for uddannelse over hele landet – og vandet. Foto Bo Tornvig / Stiftelsen Georg Stages Minde

Togtplanen for 2022 er offentliggjort, og Skoleskibet Georg Stage kommer ind Isefjorden.

Publisert

Hvis man vil se en tremastet fuldrigger øve sig med sejlene, skal man tage til Isefjorden omkring Hundested til marts næste år

Hele landets skoleskib kommer i 2022 gennem Danmark fra Christiansø i øst til Esbjerg i vest. Fra 28. til 31. marts vil skibet ligge i Isefjorden, hvor eleverne skal øve sig i at sætte og bjærge sejl. Det viser fuldriggerens togtplan, der netop er offentliggjort på hjemmesiden GeorgStage.dk.

Regeringen vil gerne rykke uddannelsesmuligheder ud i hele Danmark, og ingen andre uddannelser kommer så vidt omkring som skoleskibene.

”Vi leverer præcis det, politikerne ønsker, nemlig ægte landsdækkende uddannelse. Desværre lægger finansloven op til, at vi skal ned fra to til et togt årligt, men vi håber at politikerne til sidst vil prioritere uddannelser, der kommer rundt i hele Danmark,” siger direktør Asser Amdisen.

Togtplanen for foråret 2022 viser, at Georg Stage kommer til Sønderborg, Nyborg, Christiansø og Isefjorden omkring Hundested, og slutter forårstogtet i Esbjerg.

Inden da har skibet også været i udenlandske havne i Sverige, Finland, Irland, England og Baskerlandet i Spanien.

Powered by Labrador CMS