Cool East donerer 43.190 kroner til Børnenes Kontor

Stor donation til Børnenes Kontor. Foto: Port of Aalborg
Stor donation til Børnenes Kontor.

Sponsorforeningen Cool East, som Port of Aalborg er medlem af, kunne for nylig overrække en check på mere end 43.000 kroner til Børnenes Kontor i Aalborg, som var overskuddet fra den populære tradition Teddy Bear Toss i Bentax Isarena.

Publisert Sist oppdatert

I velgørenhedens tegn havde Aalborg Pirates og sponsorforeningen Cool East, som Port of Aalborg er en del af, igen i år arrangeret Teddy Bear Toss, da Aalborg Pirates tog imod lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks tidligere på måneden.

Teddy Bear Toss er en tradition fra amerikansk ishockey, hvor tilskuerne køber bamser og smider dem alle ind på banen, når hjemmeholdet scorer sit første mål. Overskuddet fra salget går til velgørenhed.

Den nuværende verdensrekord blev sat af amerikanske Hershey Bears i december 2019 med 45.650 bamser ved én kamp. Dette tal nåede de ikke helt i Aalborg, men over 2.500 bamser blev smidt ind på isen, da Aalborg Pirates scorede sit første mål i det intense lokalbrag, som piraterne vandt 2-1.

Begejstringen er også stor hos medarrangøren Cool East.

“Vi er rigtig glade for, at så mange støtter op om dette festlige indslag år efter år og derved gør noget godt for andre. I år var det Børnenes Kontor i Aalborg, som virkelig fortjener en håndsrækning i deres frivillige arbejde for at hjælpe børn og familier, som måske ikke har så meget at gøre med i hverdagen,” siger Ole Brøndum, formand for Cool East.

Børnenes Kontor i Aalborg har til formål er at arrangere ferieophold for elever i Aalborg kommunes skoler på fondens tre feriehjem. Ferieopholdene tildeles de børn, som på grund af økonomiske, sociale og andre årsager trænger til et ferieophold, ligesom der også ydes tilskud og hjælp til tøj og julekurve.

Donationen er særligt kærkommen nu, hvor Børnenes Kontor er på vej ind i en travl årstid.

“43.190 kroner. Det er til at blive blæst helt bagover af. De penge kommer til at gøre så meget godt for børn i Aalborg. Der er blandt andet tøjhjælp i starten af oktober, hvor lidt over 600 børn har søgt og fået en rekvisition på 1000 kroner, og til jul plejer vi at hjælpe 450 familier med en fødevarekurv til en værdi af 600 kroner. Så ja, vi sætter umådeligt stor pris på dette tilskud til vores arbejde for at gøre livet lidt lettere for sårbare familier,” siger Nina Hav, formand for Børnenes Kontor i Aalborg.

Powered by Labrador CMS