Her er Danmarks nye Biodiversitetsråd

Limfjorden. Foto Stefan Holmager Larsen
Limfjorden. Foto Stefan Holmager Larsen

Hvordan får vi mere vild og spændende natur i Danmark, som kan give gode naturoplevelser for alle danskere? Og hvordan giver vi naturen de bedste betingelser for at trives?

Publisert

Det kunne være nogle af de spørgsmål, som lander på bordet hos Danmarks første Biodiversitetsråd, der fremover skal rådgive regeringen og Folketinget på natur- og biodiversitetsområdet.

Oprettelsen af et Biodiversitetsråd er en del af natur- og biodiversitetspakken mellem regeringen, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet fra december 2020, hvor fokus er at give et historisk løft til dansk natur, og nu sætter miljøminister Lea Wermelin navn på formanden og de otte medlemmer, der skal sidde med om bordet.

Formanden bliver Signe Normand, der er professor i økoinformatik og biodiversitet samt centerleder på Institut for Biologi ved Aarhus Universitet. Signe Normand modtog EliteForsk-prisen i år.

“Biodiversitetsrådet kommer til at spille en vigtig rolle i arbejdet med at løfte dansk natur og biodiversitet de kommende år, og med Signe Normand får vi en rutineret kvinde i spidsen, som kan tilføre en masse erfaring og viden til arbejdet,” siger miljøminister Lea Wermelin.

“Jeg er glad og beæret over at blive udpeget som formand for Danmarks første Biodiversitetsråd. Jeg ser frem til at komme i gang med det vigtige arbejde i samarbejde med de andre rådsmedlemmer,” siger Signe Normand.

Derudover har miljøministeren udpeget otte medlemmer til Biodiversitetsrådet. De er udpeget efter indstilling fra Rektorkollegiet og er alle eksperter inden for en bred vifte af viden relateret til biodiversitet.

Biodiversitet på land og i ferskvand:

  • Lektor Sara Egemose fra Syddansk Universitet
  • Professor og centerleder Carsten Rahbek fra Københavns Universitet
  • Professor og centerleder Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet

Biodiversitet i indre farvande og åbent hav:

  • Professor Karen Timmermann fra Danmarks Tekniske Universet
  • Professor Niels Madsen fra Aalborg Universitet

Juridiske aspekter af biodiversitet:

  • Professor Birgitte Egelund fra Aarhus Universitet

Samfunds- og miljøøkonomiske aspekter af biodiversitet:

  • Professor Niels Strange fra Københavns Universitet

Adfærdsmæssige aspekter af biodiversitet, herunder friluftsliv:

  • Seniorforsker Berit Kaae fra Københavns Universitet.

Formanden og medlemmerne udpeges for perioden 2021-2024.

Powered by Labrador CMS