Verdens første genanvendelige vindmøllevinger produceres i Aalborg

Fabriksdirektør i Siemens Gamesa Renewable Energy, Peter Birkegaard. Foto: Port of Aalborg
Fabriksdirektør i Siemens Gamesa Renewable Energy, Peter Birkegaard.

Siemens Gamesa Renewable Energy kalder dem en milepæl for den globale vindindustri, og allerede nu har verdens første seks genanvendelige havvindemøllevinger forladt produktionslinjen på den internationale vindkoncerns fabrik ved Østhavnen i Aalborg.

Publisert

Den globale vindbranches øjne er netop nu rettet mod Aalborg. Nærmere bestemt mod Siemens Gamesa Renewable Energys vingefabrik ved Østhavnen. Fabrikken, der til daglig beskæftiger mere end 1.500 ansatte og foruden serieproduktion arbejder med test og udvikling af nogle af verdens største vindmøllevinger, er nemlig centrum for et regulært gennembrud for fremtidens vindmølleproduktion.

I starten af september lancerede vindkoncernen verdens første genanvendelige vindmøllevinger til kommerciel brug i offshore-industrien, RecyclableBlades. De vinger skal blandt andet laves i Aalborg, og allerede nu har fabrikken produceret de første seks eksemplarer af det milepælssættende nye vingeprodukt.

“At bidrage til den grønne omstilling gennem salg og produktion af vindmøller er selvfølgelig vores forrentning, men der skal også være fokus på bæredygtighed. Derfor har vi i Siemens Gamesa ikke kun tiltag til en endnu mere bæredygtig fremstilling, men også på det cirkulere aspekt – specielt med fokus på vindmøllevinger. Vi har derfor i samarbejde med vores leverandører udarbejdet en metode til at sikre en bæredygtig afvikling af vinger,” forklarer fabriksdirektør i Siemens Gamesa Renewable Energy, Peter Birkegaard

RecyclableBlades produceres på samme måde som vingerne er blevet lavet til dato, men med et nyt materiale, som kan genanvendes når vingerne er udtjente. Genanvendelsen sker ved at de komponenter, der indgår i opbygningen af en vinge effektivt kan adskilles. Herefter kan materialerne indgå i produktionen af nye produkter for eksempel inden for møbelindustrien.

“Vindbranchen – herunder offshore – er i positiv udvikling. Det stiller krav til vores produktionskapacitet, og derfor har vi i år udbygget vores faciliteter med godt 18.000 kvadratmeter til understøtning af vores vingeproduktion,” siger Peter Birkegaard.

Hos Port of Aalborg, der er logistisk bindeled mellem Siemens Gamesa Renewable Energys vingefabrik i Aalborg og resten af verden, glæder man sig over, at Aalborg spiller en central rolle for den internationale vindkoncerns innovative udvikling.

“Det er med stor glæde, at vi kan konstatere, at en vigtig samarbejdspartner og ikke mindst en vigtig aktør for byen som Siemens Gamesa Renewable Energy gennem udvikling og nye produkter fortsætter med at bidrage til at styrke Aalborgs position som en vigtig hub inden for vindindustrien. Det er desuden med til styrke Aalborgs brand som grønt foregangsområde, hvilket kan være med til at tiltrække nye virksomheder til byen,” siger administrerende direktør i Port of Aalborg Claus Holstein.

Powered by Labrador CMS