Aftale underskrevet: 50 servicearbejdere flytter ind i Hvide Sande

Vattenfalls landechef Lars Lønstrup Nicolaisen (t.v.) og formand for Hvide Sande Havn Iver Enevoldsen (t.h.) skrev under på lejeaftalen for et areal på Nordhavnen torsdag formiddag.Foto: Vattenfall
Vattenfalls landechef Lars Lønstrup Nicolaisen (t.v.) og formand for Hvide Sande Havn Iver Enevoldsen (t.h.) skrev under på lejeaftalen for et areal på Nordhavnen torsdag formiddag.

Energiselskabet Vattenfall underskrev torsdag en lejeaftale om et areal på Hvide Sandes nordhavn. Herfra skal 50 medarbejdere servicere 90 havvindmøller.

Publisert Sist oppdatert

Energiselskabet Vattenfall underskrev torsdag en lejeaftale om et areal på Hvide Sandes nordhavn. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Dermed kan Vattenfall nu gå i gang med at bygge de faciliteter til kontor og lageropbevaring, når 50 medarbejdere skal servicere 90 havvindmøller fra havnen.

“Vi er glade for, at vi nu har den formelle aftale på plads med Hvide Sande Havn, så vi kan begynde byggeprocessen og påbegynde klargøring til drift. Vi har et rigtig godt samarbejde med havnen, og det ser vi frem til at udvikle over de kommende mange år,” lyder det fra udviklingsdirektør for drift og vedligehold, Off Shore Wind hos Vattenfall, Kristian Sorgenfri, i en pressemeddelelse.

I alt skal 90 havvindmøller serviceres fra havnen i Hvide Sande, når de to kystnære vindmølleparker, Vesterhav Syd og Nord, er færdige i 2023. Her vil 50 medarbejdere få deres daglige gang på havnen.

Hvide Sande Havn er dog ikke helt ukendt for energiselskabet, da de allerede i 2019 udpegede den vestjyske kystby som servicehavn fra Horns Rev 3.

Hvide Sande Havn var desuden også med i feltet af aspiranter, der ville lægge arealer til Vattenfalls store offshore vind-reservedelslager. Her satte en for lav vanddybde dog en stopper for samarbejdet.

Powered by Labrador CMS