Nyuddanet elektriker modtager DI Vendsyssels Lærlingepris 2021

Fra venstre: Thomas B. Mortensen fra Mariendal, Karsten F. Kristiansen fra Soft & Teknik, Isabella K. Karlsen, Johnny Thomsen fra MAN ES, Christina Ørskov fra Orskov Yard, Anette H. Sørensen fra MARLOG og borgmester Birgit Hansen. Foto: MARLOG
Fra venstre: Thomas B. Mortensen fra Mariendal, Karsten F. Kristiansen fra Soft & Teknik, Isabella K. Karlsen, Johnny Thomsen fra MAN ES, Christina Ørskov fra Orskov Yard, Anette H. Sørensen fra MARLOG og borgmester Birgit Hansen.

Isabella K. Karlsen, der har været i lære som dele-elektriker lærling hos MAN Energy Solutions, Soft & Teknik samt Mariendal, modtager prisen på DI Vendsyssels erhvervstræf i Frederikshavn Kommune den 11. oktober.

Publisert

Det er lærestedet, der indstiller lærlingen til den æresfyldte pris, og prisen tildeles en lærling eller nyuddannet svend, der igennem læretiden har udmærket sig som fagligt dygtig eller som en god kollega. Begge kriterier er spot on i forhold til Isabella K. Karlsen. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Marlog.

Isabella har været en særdeles bogligt stærk lærling. Der var ikke gået lang tid, før den grundlæggende el-teoribog var læst, og samtidig er hun også sprogligt stærk. Dette giver sig til udtryk i, at hun både blandt kolleger og hos kunder er veltalende og velformuleret.

”Som kollega er Isabella altid smilende og en humørbombe på den fede måde. Hun går altid til opgaverne med godt humør. Hun er fyldt med god energi, og vi er aldrig i tvivl om, at Isabella er i huset. Hendes gode humør spredes som ringe i vandet, og hun har været super god til at indgå i de mange teams, som hun som dele-lærling har været en del af,” fortæller Thomas B. Mortensen, Funktionschef hos Mariendal.

”Isabella har altid været frisk på at stille op, når hun er blevet spurgt om at agere rollemodel både i interviews og på film for at få flere unge og især flere kvinder ind i håndværksfagene. Som kvinde i et fag, hvor antallet af mænd er i overtal, står hun ikke tilbage, og skubber gerne sine mandlige kolleger til side, for selv at tage fat. En indstilling som hun høster stor respekt for,” siger Johnny Thomsen, Electrical Engineer & Project Manager hos MAN Energy Solutions.

Isabella har været omfattet af den maritime lærlingeordning, der til dagligt huses af Marlog, og lærlingekoordinator Anette H. Sørensen husker sit første møde med Isabella.

”Isabella var ikke i tvivl om, at hun ville være dele-lærling. Hun stod med en anden læreplads på hånden, men kom til os, og tilbød sig selv med en sådan kraft og overbevisning, at vi hurtigt fornemmede, at her stod en lærling, der VILLE. Hun gav os to dage til at bestemme, hvorvidt vi ville hende!,” siger Anette H. Sørensen.

Den maritime lærlingeordning tæller desuden virksomhederne EnTech Marine, KM Automatik, KS Maskinteknik, RASI Maskinfabrik, Hirtshals Yard, Vestkajens Maskinværksted, SeaMech, Alfa Laval og Orskov Yard.

Powered by Labrador CMS