Hvad Det Blå Danmark lærte af coronakrisen

Foto: Danske Rederier

I dag afholder Danske Maritime, Danske Rederier og CO-Industri Den Maritime Konference på Christiansborg. Konferencen stiller skarpt på konklusionerne i en ny caseanalyse af tendenser, udfordringer og muligheder i Det Blå Danmark – på bagkant af coronakrisen.

Publisert

De tre organisationer har i fællesskab fået udarbejdet en caseanalyse, der tager udgangspunkt i interview med branchen og beskriver nogle af de erfaringer, som virksomheder i det Blå Danmark har gjort sig af krisen, og selv om der var og fortsat er mange negative konsekvenser af den verdensomspændende pandemi, kaster perioden også brugbar erfaring af sig.

Analysen kigger også fremad og peger på områder, hvor branchen ser muligheder og tilknyttede udfordringer.

I kølvandet på den akutte krisestyring har mange virksomheder arbejdet fokuseret med at optimere forretningen for at sikre fordele i et konkurrencepræget marked og komme hurtigere ovenpå igen. For eksempel i form af ny organisering, ny opgaveløsning eller ved hjælp af øget fokus på at mindske risici.

En af erfaringerne er den nye og mere fleksible arbejdskultur. Ikke kun i forhold til at løse opgaver andre steder end på kontoret, men også ift. salgsarbejde, service og leverancer, fortæller Jenny Braat, administrerende direktør hos Danske Maritime.

”Virksomhederne har i dén grad måttet tænke ud af boksen for at nå frem til kunderne i udlandet, og hvis dette ikke var muligt så at finde måder, hvorpå de for eksempel kunne bruge lokale medarbejdere, som så fik back up af specialister på fjernsupport. Andre har fulgt med skibene rundt for at servicere eller reparere undervejs, og i forhold til salgsarbejdet har både virksomheder og kunder skullet vænne sig til, at man også kan få fremvist ting på en skærm og lukke en handel på Teams. Så det har været op ad bakke, men har også givet en masse gode erfaringer, som virksomhederne nu tager med videre,” siger Jenny Braat.

Coronakrisen var på flere måder med til at accelerere en digitalisering af erhvervet. Meget var allerede i høj grad digitaliseret og en af grundene til, at erhvervet er kommet fornuftigt gennem coronakrisen. Men ser vi fremad, fylder den grønne omstilling på tværs af hele branchen meget, fortæller Anne H. Steffensen, administrerende direktør hos Danske Rederier.

”På trods af økonomisk uforudsigelighed er de ambitiøse klimamål for søfarten ikke sænket. Det er en del af branchens ansvarlighed og rummer nye forretningsmuligheder. Omstillingen drives af rederierne selv, af kunderne, leverandørerne og de mange maritime hænder og hjerner – men reguleringen skal følge med. Derfor glæder jeg mig til at debattere, hvordan vi sammen kan accelerere den grønne omstilling af Det Blå Danmark,” siger Anne H. Steffensen.

Det Blå Danmark er på mange områder førende, men der er brug for politisk opbakning for at komme i mål. Både i forhold til målrettede investeringer i forskning, udvikling, test og innovation, i forhold til at sikre de rette rammevilkår og gode finansieringsmuligheder, og endeligt i forhold til at afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft. Sidstnævnte kræver en målrettet indsats, for branchens problemer med at rekruttere er støt stigende, mener Keld Bækkelund Hansen, forbundssekretær hos Dansk Metal/CO-Industri.

”Den grønne omstilling bliver stadigt mere aktuel, og den maritime sektor har stor betydning. Både ift. udvikling af teknologier, der kan nedbringe CO2-udslippet, men også ift. fangst, transport og lagring af CO2, hvor der skal udvikles fangstmetoder, bygges nye skibe og gives tilladelser til lagring af CO2 i undergrunden. Dette kommer til at sætte endnu større fokus på mangel på kvalificeret arbejdskraft, for tænk, at vi allerede 1 ½ år, at covid-19 brød ud, står i en situation, hvor der er så meget gang i økonomien, at vi mangler arbejdskraft. Det giver muligheder for at få de sidste med, men det kalder også på handling, og der skal uddannes flere faglærte. Derfor skal flere unge vælge erhvervsuddannelser, og virksomhederne skal tage flere lærlinge, være bedre til at fastholde vores seniorer og bedre til at tiltrække kvinder til erhvervet. Endelig skal vi være langt mere ambitiøse i relation til voksen- og efteruddannelse. Vi skal simpelthen løfte fra ufaglært til faglært,” siger Keld Bækkelund Hansen.

For skal det store potentiale i grøn omstilling af verdensflåden realiseres, kræver det dygtige medarbejdere og store investeringer. På tværs af branchen er der optimisme. Men der er også en fælles ønskeseddel til politikerne, så fremdriften ikke alene sker i virksomhederne, men også i højere grad med den offentlige sektor og Folketinget som aktive medspillere. Dette kræver fortsat tæt samarbejde, så de politiske initiativer såvel nationalt som på europæisk niveau afspejler det stærkt konkurrenceprægede marked, som den maritime branche agerer i.

Powered by Labrador CMS