Vinger til verdens største vindmølle udskibet fra Aalborg

Foto: Port of Aalborg

Fragtskibet Symphony Provider satte torsdag den 28. oktober kurs fra Østhavnen i Aalborg mod Hanstholm med to kæmpe vindmøllevinger fra Siemens Gamesa Renewable Energy på hver 108 meter ombord. De største vinger produceret til dato.

Publisert

Selvom transport af gods over kaj er hverdag på Østhavnen i Aalborg, betyder det ingenlunde, at alle dage ligner hinanden, og den seneste uges udskibning af to vindmøllevinger fra Siemens Gamesa Renewable Energy’s vingefabrik er et perfekt eksempel på det faktum.

Ikke fordi transport af store vindmøllevinger hører til sjældenhederne – snarere tværtimod. Men fordi der denne gang var tale om to regulære kæmpevinger på 108 meter, som bliver en central del af det, der bliver verdens største vindmølle.

De to vinger blev torsdag løftet ombord på specialtransportfartøjet Symphony Provider, som derefter satte kurs mod Hanstholm, hvor vingerne skal gennemgå yderligere test hos Testcenter Østerild.

Efter at have gennemgået flere indledende test tilbage i Aalborg Øst skal vingerne hos Testcenter Østerild monteres på Siemens Gamesa Renewable Energys nye 14 megawatt store testmølle. Her er to vinger dog ikke nok, og derfor gentager Symphony Provider i denne uge turen fra Aalborg til Hanstholm med endnu en kæmpevinge.

Hos Port of Aalborg glæder man sig over projektet, der anses som en understregning af, at Aalborg og Nordjylland generelt er en attraktiv lokation for den globale vindbranche.

“Vindmøllevinger er blevet så store, at det er helt afgørende med direkte adgang til søvejene, som vi jo tilbyder via havnen. Derudover er vi absolut førende inden for testfaciliteter til vindmøllevinger, mens vi i form af Aalborg Universitet har adgang til viden og samarbejde med en af verdens største forskningsinstitutioner på vindområdet. Det gør os attraktive for en branche, der er præget af et massivt fokus på produktudvikling med henblik på at udvikle fremtidens mere effektive og endnu mere bæredygtige vindmøller,” siger administrerende direktør i Port of Aalborg, Claus Holstein.

Claus Holstein peger på Siemens Gamesa Renewable Energys nye genanvendelige vindmøllevinge til kommerciel brug i offshoreindustrien, RecyclableBlades, som et godt eksempel på udviklingen i branchen. Her har Siemens Gamesa Renewable Energys fabrik i Aalborg i dette efterår produceret den globale vindkoncerns første vinger af den nye type, der er verdens første genanvendelige vindmøllevinge.

Powered by Labrador CMS