Martec får tilladelse til ny maritim ingeniøruddannelse

Nye uddannelsesudbud. Illustration: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Nye uddannelsesudbud. Illustration: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Martec modtog tirsdag tilladelse til at udbyde en ny maritim ingeniøruddannelse til glæde for Det blå Danmark.

Offentliggjort

40 ansøgninger om uddannelser i hele landet er netop blevet godkendt. Det er resultatet af den seneste runde af den såkaldte prækvalifikation, hvor uddannelses- og forskningsministeren på baggrund af en faglig vurdering tager stilling til oprettelsen af nye uddannelsesudbud.

28 af de nye udbud er placeret uden for de fire største byer, mens 12 ligger i København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Blandt de nye maritime uddannelser er en ny maritim ingeniøruddannelse hos Martec i Frederikshavn, mens der samtidig er givet grønt lys til en mariningeniøruddannelse i Lyngby samt en uddannelse i maritim drift og bæredygtig uddannelse i Svendborg.

“Tre ud af fire af de ansøgninger, der er godkendt, er uddannelser uden for de fire største byer. Så nu kan man snart læse til ergoterapeut i Haderslev, ingeniør i Viborg eller pædagog i Holbæk. Det er meget positivt, og der er grund til at rose uddannelsesinstitutioner, kommuner og lokalt erhvervsliv rundt om i Danmark, der har arbejdet for at få skabt nye uddannelsesmuligheder til gavn for de unge og for udviklingen lokalt,” siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i juni 2021 en politisk aftale om at skabe flere og bedre uddannelsesmuligheder uden for de fire største byer. Som en del af aftalen besluttede aftalekredsen ekstraordinært at prioritere i alt 537 mio. kr. til etablering af 21 konkrete uddannelsesudbud på det videregående uddannelsesområde, som skal etableres i perioden 2021-2026, samt to kunstneriske uddannelser.

Nye uddannelsesudbud. Illustration: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Powered by Labrador CMS