Ny virksomhed investerer i Business Park Falster

Business Park Falster ved afkørsel 43 oplever i øjeblikket stor efterspørgsel fra virksomheder, der gerne vil flytte til området. Foto: Guldborgsund Kommune
Business Park Falster ved afkørsel 43 oplever i øjeblikket stor efterspørgsel fra virksomheder, der gerne vil flytte til området.

Flere virksomheder er i øjeblikket i dialog om køb af grund i Business Park Falster, og virksomheden Biofuel Express, der forhandler fossilfrie biobrændstoffer har netop underskrevet en aftale om at flytte ind på erhvervsområdet på Nordfalster.

Publisert

Guldborgsund Kommune oplever i øjeblikket stor efterspørgsel efter grunde i erhvervsparken på Nordfalster, og netop nu har virksomheden Biofuel Express skrevet under på en købsaftale i Business Park Falster.

Virksomheden forhandler bæredygtigt brændstof, som er en vigtig del af den grønne omstilling, og kan betyde at vi kan bruge vores biler mere miljørigtigt og samtidig udnytte vores ressourcer mest muligt. Derfor er det også meget positivt at endnu en virksomhed inden for grøn omstilling flytter til Guldborgsund Kommune.

”I Guldborgsund Kommune arbejder vi målbevidst mod at finde de steder vi kan foretage CO2-reduktioner. Hvis vi som nation skal nå de nationale mål, har vi som kommunens største virksomhed et stort ansvar, så jeg er rigtig glad for at kunne byde velkommen til endnu en virksomhed, der har fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Samtidig har vi investeret i Bioøkonomisk Vækstcenter, der lokalt er en katalysator for den grønne omstilling,” siger borgmester John Brædder.

Bioøkonomisk Vækstcenter arbejder for at ressourcerne udnyttes mest muligt og bedst muligt, og én af hjørnestenene i det arbejde at bringe dem sammen, der har restprodukter med dem, der kan udnytte de restprodukter, der naturligt opstår. I mange tilfælde kan de sidste rester gå i biogasanlæg eller også kan de bruges af Biofuel Express, der sammen med de største producenter har formidlet flere fossilfrie biobrændstoffer primært lavet af rester og affald.

”Biofuel Express’s vision og forretningsmodel er et godt match i forhold til Guldborgsund Kommunes overordnede strategi om CO2-reduktion og reduktion af fossile brændstoffer. Samtidig mener vi, at produkterne henvender sig til stort set alle inden for transportsegmentet, og derfor ønsker vi at etablere os med et tankanlæg med biobrændstoffer i området omkring motorvejen og Nr. Alslev, hvor en stor del af den tunge trafik samles i dag. Med adgang til motorvejen giver det gode muligheder for at tiltrække endnu mere tung transport til de bæredygtige brændstoffer,” siger Finn Bjarne Poulsen, Regional Key Account Manager, Biofuel Express.

Ud over tankanlægget er biodiversitet også en naturlig del af Biofuel Express, som derfor vil beplante på ubenyttede arealer, og på den måde imødekommer og opretholde en mangfoldig natur.

Erhvervsparken på Nordfalster blev etableret i 2016 og rummer 60 hektar. Indtil videre har virksomhederne Burger King, BMS, Go´on, Falck og TK Energy købt grund på matriklen.

Powered by Labrador CMS