Maersk-fond donerer millioner til historisk bygning

Enkehuset. Foto: Museum Kolding
Enkehuset.

Brødremenigheden i Christiansfeld har netop modtaget en donation på 16,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til renovering af Enkehusets vestfløj til museumsbrug.

Publisert

I 1773 grundlagde Brødremenigheden Christiansfeld. Byen blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2015 som vidnesbyrd om dens enestående kulturelle traditioner og imponerende arkitektur, og har siden da oplevet et stærkt stigende besøgstal.

Enkehuset er et af Brødremenighedens tre historiske korhuse. Husets blev opført i slutningen af 1700-tallet som bosted for menighedens enker, samtidig med at de kunne blive plejet af søstrene fra nabohuset Søstrehuset.

I dag fremstår Enkehusets vestfløj med en meget høj grad af autenticitet, som det er vigtigt at bevare. Eksempelvis er mange af husets overflader bevaret i original stand. Vestfløjen har de senere år rummet store dele af Brødremenighedens Museums omfattende samling af historiske genstande, som har været opbevaret uden adgang for offentligheden.

Restaureringen af bygningen vil med støtte fra blandt andet A.P. Møller Fonden skabe autentiske rammer for museet, og give byens mange besøgende mulighed for at stifte bekendtskab med Brødremenighedens historie.

Enkehusets historiske overflader og bygningsdele skal i videst muligt omfang bevares, samtidig med at restaureringen sikrer nutidens tekniske krav i huset. Restaureringsarkitekt på projektet er arkitektfirmaet Linjen i Horsens.

Udover donationen fra A.P. Møller Fonden, støtter Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond projektet med 100.000 kroner, og både Augustinus Fonden og Johanne og Aage Louis-Hansen Fonden har hver bevilget 6 millioner kroner til projektet.

Det er den tredje donation fra A.P. Møller Fonden inden for de sidste ti år. I 2012 bevilgede Fonden 38 millioner kroner til en omfattende renovering af Søstrehuset og i 2018 4,3 millioner kroner til renovering af Brødremenighedens kirkegård Gudsager i Christiansfeld.

Powered by Labrador CMS