I dag genindføres krav om mundbind i den kollektive transport

Foto: Mika Baumeister / Unsplash

Fra i dag skal mundbindet igen med i tasken, når danskerne skal med færge, bus, tog, eller anden kollektiv transport samt indenrigsfly. Kravet gælder passagererne og følger helt samme regler som tidligere.

Publisert

Efter godkendelse i Epidemiudvalget bliver der igen krav om mundbind eller visir i den kollektive transport – herunder færger.

“Vi så sidste år, hvor hurtigt passagererne tog mundbind til sig, og derfor er jeg meget tryg ved, at vi nu igen beder alle om at passe ekstra på hinanden ved at bruge et mundbind i den kollektive transport. Mundbind er en lille ting for den enkelte, og det er med til at bremse smitten, så vi forhåbentlig undgår større nedlukninger,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Kravet om mundbind eller visir vil gælde i bus, tog, letbane, metro, færge, taxi, fjernbusser, turistbusser og indenrigsfly. Kravet gælder passagerer og vil følge samme retningslinjer som tidligere. De ansatte vil på lige fod med ansatte i detailhandel være fritaget for kravet, hvis deres arbejdsgiver kræver, at de har coronapas.

Kravene bliver indført efter indstilling fra Epidemikommissionen og godkendelse i Epidemiudvalget.

Fakta:

Kravet om mundbind eller visir gælder alle passagerer over 12 år. Nogle voksne vil af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind eller visir.

Kravet gælder på bus- og togstationer, metrostationer og ved letbanestoppesteder, letbane stationer, færgeterminaler samt lufthavne.

Kravet omfatter også passagerer i den private kollektive trafik, herunder fjernbusser, turistbusser, privat taxikørsel og færger – dog ikke på færgens udeareal.

Transportvirksomhederne vil indføre rejseregler om, at rejsende skal bære mundbind eller visir i transportmidler og på stationer mv., og vil afvise passagerer der ikke lever op til kravet. Såfremt en passager skulle nægte at forlade transportmidlet, vil det blive håndteret af politiet.

Powered by Labrador CMS