Den maritime julekalender – 1. december

Julekalender 1. dec

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 1. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 1. december.

På månedens første dag – og med en snestorm rettet over den nordlige del af landet, retter vi i dag blikket mod årets første måneder, der bød på isvinter og op til 70 centimeters is i Limfjorden.

Mellem de to nordjyske byer Nibe og Løgstør kunne Forsvaret meddele, at vandet i dagene omkring den 9. februar var frosset til is på op til 70 centimeters tykkelse.

Sejlads var derfor indstillet i området, og en slæbebåd måtte i gang med at bryde isen. Også andre steder i Limfjorden var der problemer – eksempelvis i Skive Havn, hvor sejlads uden isbryderhjælp kun var mulig for stærkt byggede skibe, der var egnede for sejlads i is og med god maskinkraft.

Men det var ikke kun i Limfjorden, der var problemer med isen. I Randers Fjord og Randers Havn var der tæt drivis på 10-15 centimeter tykkelse. Sejlads var derfor vanskelig eller direkte farlig for træskibe uden isforhudning. I fjorden ud for Hadsund var der åben drivis, som ligeledes var 10 til 15 centimeter tyk og formede sig i mellemstore isflager.

I Vejle Havn og inderfjord var der kompakt drivis, der også var 10-15 centimeter tyk og formede sig i små isflager, mens der ligeledes var meldinger om is i Odense Havn og kanal, samt havnene og farvandene ved Præstø, Skælskør og Karrebæksminde ved Næstved.

Læs den originale nyhed her

Grafikken fra den 9. februar 2021. Illustration: Forsvaret.
Powered by Labrador CMS