Dansk selskab forsikrer samtlige havvindmølleparker i Taiwan

Codan Danmark har underskrevet nye aftaler om forsikring af vindenergi, der samlet set vil levere grøn strøm til cirka 1 million husstande. De nye aftaler betyder, at det danske selskab nu forsikrer samtlige kommercielle havvindmølleparker i Taiwan.
I Danmark skal vi næsten fordoble mængden af energi fra havvindmøller frem mod 2030. Det står klart efter finansloven i går blev vedtaget, og det er en beslutning, der giver genlyd i blandt andet Taiwan.
På den anden side af jorden skal en ny havvindmøllepark nemlig opføres ud fra den østasiatiske ø-stats vestkyst. Zhong Neng er navnet på parken, hvis konstruktion og opførelse forsikres af Codan Danmark. Parken vil bestå af 31 vindmøller fra en anden ledende dansk aktør inden for vindenergi, Vestas.
Regeringen i Taiwan har en ambition om at tilføje 5,7 gigawatt vindkraft til deres energimix inden 2025, hvilket svarer til en stigning på 700 procent i forhold til den nuværende kapacitet, og her er Zhong Neng en vigtig milepæl.
“Projektet viser, hvor stort et emne vedvarende energi har vokset sig til på Taiwans dagsorden. Vi er både stolte og beærede over at spille en aktiv rolle i deres overgang til et mere bæredygtigt energimix gennem forsikring af deres havvindmølleparker,” siger Camilla Amstrup, erhvervsdirektør i Codan Danmark.
Klimaet omkring Taiwans farvande kan være særligt udfordrende med ekstreme naturkræfter som jordskælv og tyfoner, hvilket gør det yderligere kompliceret at opføre en vindmøllepark på havet.
“Vilde vejrfænomener kan påvirke turbinevingerne betydeligt og reducere ydeevnen, mens eksempelvis undervandsdynamikker kan true fundamentets stabilitet. Vi har stor erfaring indenfor det her område, og ser frem til at bidrage med vores indsigter til at undgå skader og minimere tiden til at udbedre dem, hvis de alligevel sker,” siger Camilla Amstrup.
Det er ikke kun i Taiwan, at Codan Danmark har indgået nye aftaler om forsikring af vindenergi. Det danske selskab fortsætter nemlig som den primære forsikringspartner på en af verdens største havvindmølleparker, London Array samt på onshore vindmølleparken Munkflohögen Vindkraft i Sverige.
Til sammen forventes alle tre vindmølleparker at levere strøm til lidt under 1 million husstande.
Havvindkapaciteten i Danmark og resten af verden accelererer markant i disse år og forventes at 15-doble frem mod 2040, viser en international rapport om havvind fra The International Energy Agency (IEA).
Det er med andre ord sket meget, siden Codan for 30 år siden forsikrede verdens første havvindmøllepark, Vindeby ved Lolland. Siden da er det danske forsikringsselskab blevet involveret i mange projekter både herhjemme og i udlandet, og er i dag med til at forsikre mere end 60 procent af alle havvindmølleparker i verden.
Fakta om vindmølleparkerne
- Zhong Neng: 31 x Vestas V174-9,6 MW havvindmøller
- London Array: 175 x Siemens 3,6 MW havvindmøller
- Munkflohöjden Vindkraft AB: 23 x Vestas V110-2,2 MW vindmøller