Den maritime julekalender – 10. december
Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 10. december.
Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 10. december.
I dag ser vi tilbage på en af vores mest læste historier fra april, om en mand, der var på vej i bil til Tyrkiet.
Den 52-årige mand havde dog taget fejl af færgerne. Det kunne politiet i hvert fald konstatere, da de standsede ham i Rønne Havn på Bornholm.
Han var ankommet til den danske klippeø med færgen fra Ystad, og den stakkels mand havde hverken coronatest eller nogen anelse om hvor han var.
Bornholms Politi havde store problemer med at kommunikere med manden, der hverken kunne tale svensk, dansk, tysk eller engelsk, men takket været hjælp fra borgere med arabiske sprogkundskaber stod det pludselig klart, at manden var på vej til Tyrkiet i bil, og at hans egentlige plan var at rejse med færgen fra Rødby til Puttgarden.
Den 52-årige blev efter samtalen med ordensmagten ført til et testcenter for at få foretaget en coronatest, inden han derefter blev sendt tilbage til Ystad.
Det er ikke lykkedes at få bekræftet, at manden ankom vel til Tyrkiet, men vi gætter på at det nok er tilfældet.