Hårdt ramt af coronakrisen – Mangler 90.000 passagerer

Arkivfoto: Bornholmslinjen

Næsten 90.000 passagerer. Så stor er forskellen på Bornholmslinjens Ystad-rute, når man sammenligner årets første 11 måneder med samme periode i året før coronakrisen.

Publisert

Næsten 90.000 passagerer. Så stor er forskellen på Bornholmslinjens Ystad-rute, når man sammenligner årets første 11 måneder med samme periode i året før coronakrisen. Det skriver TV2 Bornholm.

Helt præcist blev der i 2021’s første 11 måneder fragtet 1.462.350 passagerer mellem den skånske by og Rønne, mens tallet i 2019 lød på 1.549.260. Det viser de seneste tal fra Bornholmslinjen.

Tallene bør dog få optimismen til at stige en smule hos rederiet, for årets passagertal er en pæn stigning i forhold til de 1.385.056, der sidste år tog turen fra Sydsverige.

Noget kan dog tyde på, at flere passagerer ikke har valgt at skippe turen til Bornholm helt under coronakrisen, men i stedet blot valgt at droppe turen gennem vores naboland – måske på grund af restriktioner ved den dansk-svenske grænse.

Bornholmslinjens rute mellem Køge og Rønne har i samme 11 måneders periode nemlig oplevet en stigning på omkring 35.000 passagerer fra før coronakrisen.

I 2019 fragtede rederiet godt 75.000 passagerer fra Sjælland til Bornholm i januar til november, mens man i år har haft næsten 110.000 passagerer på strækningen.

Powered by Labrador CMS