Maritim donation redder unik blomstersamling i Botanisk Have

Foto: Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museums levende rhododenronsamling er unik, men planterne har det dårligt og er ved at gå til. En bevilling fra A.P. Møller Fonden sikrer nu, at den store og unikke samling i Botanisk Have reddes.

Publisert

I Botanisk Have findes der i dag cirka 440 levende rhododendronplanter fordelt på omkring 200 arter. Heraf er cirka 40 på IUCN “Redlist of Rhododendrons” – en international liste over truede arter.

Da havens nuværende rhododendronbed blev anlagt i år 2000, skete det med en uheldig blanding af sphagnum og barkflis. Desværre gav netop denne blanding optimale betingelser for ødelæggende svampeangreb.

I dag 21 år efter at bedet blev anlagt, er konsekvensen voldsomme svampeangreb i sommerhalvåret som resulterer i døde eller visnende rhododendron. Flere uvurderlige planter er allerede gået til.

For at redde rhododendronbedet skal det graves op og genplantes et nyt sted, hvor jorden er forberedt til disse planter. A.P. Møller Fonden har netop givet en bevilling på 4,7 millioner kroner til flytningen af hele den unikke rhododenronsamling.

Bevillingen fra A.P. Møller Fonden skal foruden flytningen af havens rhododendronbed også gå til moderne skiltning, hvor de besøgende får mulighed for at få viden om de sjældne planter, deres historie og naturlige kredsløb.

Det nye rhododendronbed forventes at stå klart i løbet af 2022.

Det er ikke første gang, Botanisk Have modtager en bevilling fra A.P. Møller Fonden. I 2009 bevilgede Fonden 17 millioner kroner til istandsættelsen og fornyelsen af haven.

Powered by Labrador CMS