Millionbøde til Dan-Bunkering og fængsel til topchef
Dan-Bunkering er blevet idømt en bøde på 30 millioner, Bunker Holding skal betale 4 millioner, og topchef Keld Demant er blevet idømt fire måneders betinget fængsel.
Danske Dan-Bunkering har i strid med EU’s sanktioner leveret jetbrændstof til brug i Syrien fra 2015 til 2017. Det har byretten i Odense tirsdag slået fast.
De store mængder jetbrændstof blev solgt til det russiske militær, og leverancerne fandt sted i Tyrkiet og i europæiske havne tæt på Syrien.
Dan-Bunkering skal betale en bøde på 30 millioner kroner for at have solgt 172.000 ton jetbrændstof til en værdi af omkring 648 millioner kroner igennem 33 handler fordelt over årene. Derudover skal Dan-Bunkering tilbagebetale fortjenesten på omkring 15 millioner kroner.
Dan-Bunkerings moderselskab Bunker Holding er desuden idømt en bødestraf på 4 millioner kroner for at have medvirket i otte af handlerne.
Derudover er Bunker Holdings direktør og bestyrelsesformand i Dan-Bunkering, Keld Demant, blevet idømt fire måneders betinget fængsel.
Det er endnu ikke bekræftet, om dommen blivet anket.