Den maritime julekalender – 20. december

Julekalender 20. dec

Julen står for døren og nedtællingen til juleaften nærmer sig nu sin afslutning! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 20. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 20. december.

MeToo har taget verden med storm, og den maritime branche har ikke været nogen undtagelse. Bag dagens låge gemmer sig historierne om, hvordan flere kvinder har forsøgt at tage et opgør med overgreb i den maritime branche.

En af de største sager kom frem i begyndelsen af oktober, hvor en anonym kvindelig kadet, der er i gang med sit sidste år på US Merchant Marine Academy, i et brev til den juridiske non-profitorganisation Maritime Legal Aid & Advocacy beskrev, hvordan hun som 19-årig blev voldtaget under et praktikophold ombord på et Maersk skib.

Organisationen, der kæmper for søfarendes rettigheder, offentliggjorde efterfølgende brevet, hvori den unge kvinde beskrev sin oplevelse, og det var aldeles voldsom læsning.

”Omkring klokken 6 eller 7 vågnede jeg nøgen i min seng. Mit tøj lå spredt på gulvet, det var gennemblødt, og jeg havde massive tømmermænd. Der var blod på mit sengetøj, og jeg vidste med det samme, at jeg var blevet voldtaget. Jeg var jomfru og havde afholdt mig (fra sex, red). Jeg kunne mærke, at jeg var meget øm, og jeg vidste præcis, hvad der var sket,” skrev kvinden i brevet.

Ifølge kvinden var det en godt 60-årig maskinmester, der voldtog hende efter en fest, hvor flere officerer deltog. Hun fortalte desuden, at der i hendes årgang, som tæller i alt 50 kvinder, var mindst fem andre, som ligeledes oplevede at blive voldtaget under deres praktikophold til søs.

Brevet sendte chokbølger igenem den maritime verden, ramte ligeledes ledelsen hos Maersk, der til avisen Berlingske fortalte, at de var “dybt rystede” over historien.

Teknisk chef i rederiet, Palle Laursen, sagde, at mængden af detaljer i blogindlægget gjorde, at Maersk antog, at forløbet, som kvinden beskrev, var korrekt, hvorfor de hurtigt tog skridt i retning mod at dæmme op for, at lignende hændelser kan finde sted.

“Der er tilstrækkeligt mange detaljer til, at vi har kunnet identificere, hvilket skib og hvilke medarbejdere der er tale om. Derfor har vi noget, som danner grundlag for at sætte en undersøgelse i gang, og derfor har vi suspenderet de fem implicerede officerer, som har været på skibet,” sagde Palle Laursen til avisen.

Udover suspenderingen af de fem officerer vil rederiet give alle deres 83.000 ansatte verden over forebyggende uddannelse, ligesom klagevejen skal tydeliggøres.

Læs den originale nyhed her

Missede du gårsdagens maritime julekalender, så kan du se, hvad der gemte sig bag lågen, lige her

Powered by Labrador CMS