Esbern Snare kommer igen skib til undsætning efter piratangreb

Containerskibet Tonsberg. Foto: GoG/Forsvaret
Containerskibet Tonsberg.

Esbern Snare kunne ikke stille noget op, da pirater i sidste uge atter tog søfolk fra containerskibet Tonsberg som gidsler. Soldater hjalp dog den øvrige besætning, hvoraf én måtte opereres ombord på den danske fregat.

Publisert

Esbern Snare var mandag i sidste uge på patrulje i Guineabugten, da fregatten modtog nødopkald fra det liberisk-flagede containerskib Tonsberg. Containerskibet befandt sig i farvandet omkring øen Bioko og var under piratangreb.

Fregatten lå på daværende tidspunkt cirka tre timers sejlads fra Tonsberg og sendte derfor skibets Seahawk-helikopter af sted. Det oplyser Forsvaret.

Helikopteren nåede hurtigt frem til området og kunne konstatere, at piraterne på daværende tidspunkt havde haft held til at komme tilbage i deres motorbåd med et antal af Tonsbergs besætningsmedlemmer som gidsler.

Besætningen på helikopteren måtte sande, at det ikke ville være muligt at bringe piraternes båd til standsning, inden den passerede ind i nigeriansk territorial farvand. Ikke uden at bringe gidslernes liv i fare. Derfor satte både helikopter og Esbern Snare kurs mod Tonsberg, der var blevet efterladt drivende og med sårede ombord, efter piraterne havde skudt mod besætningsmedlemmer på broen.

Esbern Snare overførte personel fra Frømandskorpset og fregattens boardinghold til containerskibet. De støttede med at gennemsøge skibet for at finde de sidste besætningsmedlemmer, sikre spor til eventuel senere efterforskning og sørge for, at en såret sømand blev overført til hospitalet på Esbern Snare, hvor han straks kom på operationsbordet.

Forsvaret oplyser, at sømandens tilstand er stabil, og han er blevet overdraget til sin nations konsulat i Accra i Ghana.

Tonsbergs navigationsudstyr var blevet ødelagt af piraterne, og derfor forblev en officer og nogle teknikere fra fregatten ombord for at støtte den videre sejlads mod Benin. Containerskibet blev eskorteret af Esbern Snare, mens teknikerne foretog nødreparationer af navigationsudstyret.

Ved grænsen til Benins territorialfarvand ophørte Esbern Snares eskorte, og fregatten genoptog derefter sin patruljering.

Powered by Labrador CMS