Energinet arbejder for, at Bornholm får adgang til energiøens elkabler

llustration: Energinet
llustration: Energinet

Energinet gør klar til at designe en kommende højspændingsstation, så det bornholmske elnet kan kobles på de nye strømforbindelser, der etableres i forbindelse med Energiø Bornholm.

Publisert

Det statsejede energiselskab Energinet er nu klar til at designe den kommende højspændingsstation, så det bornholmske elnet kan kobles på de nye strømforbindelser, der etableres i forbindelse med Energiø Bornholm og dens havvindmølleparker.

”I Energinet har vi haft en god og tæt dialog med Bornholms Regionskommune. Vi har stor forståelse for bornholmernes ønske om at høste de fordele, Bornholm kan få ud af en tilkobling – både i forhold til forbrug og produktion af grøn strøm på øen. Derfor er jeg superglad for, at vi nu kan arbejde hen imod en tilkobling af det bornholmske elnet til energiøens elforbindelser,” siger Hanne Storm Edlefsen, vicedirektør for Energiøer i Energinet.

Den foreløbige konklusion kommer efter en indledende analyse. Analysen viser for det første, at det sandsynligvis vil være teknisk muligt at koble energiøens elkabler til det bornholmske elnet uden at kompromittere hverken stabilitet eller forsyningssikkerhed i det samlede elnet på Bornholm eller andre steder. Ligesom det vurderes, det kan ske uden at kompromittere tidsplanen for det samlede projekt.

Analysen viser for det andet, at der vil være en samfundsøkonomisk besparelse ved at koble det bornholmske elnet til energiøens kommende strømforbindelser.

I øjeblikket er Bornholm forbundet til det sjællandske elnet via et søkabel til Sverige. For at opretholde forsyningssikkerheden betaler Energinet for, at et kraftværk på Bornholm er klar til at producere strøm i tilfælde af brud eller fejl på elkablet til Sverige. Denne udgift kan spares væk, hvis det bornholmske elnet kobles på energiøens kabler. Heraf den samfundsøkonomiske besparelse.

På baggrund af analysen vil Energinet nu gå i gang med at udvikle de teknologiske løsninger, som vil være innovative og på ingen måde standardvarer, der uden videre kan tages ned fra de eltekniske hylder.

”Det er ikke gjort før, at man har koblet et stort jævnstrømsanlæg på meget højt spændingsniveau til et lille lokalt vekselstrøms-elnet på relativt lavt spændingsniveau. Derfor skal vi også snarest have en dialog i gang med markedsaktører og forskere om, hvordan vi bedst løser opgaven,” siger Kim Søgaard Mikkelsen, der er Energinets projektleder for Energiø Bornholm.

Energinet arbejder nu videre med teknisk analyse og udvikling således, at der kan være tryghed for, at de løsninger der vælges, ikke bringer stabiliteten, forsyningssikkerheden eller tidsplanen for realisering af projektet i fare.

Powered by Labrador CMS