Tilbageholdt pirat fra Esbern Snare er blevet bragt til Danmark

Esbern Snare som sidste år var udstationeret i Guineabugten. Foto: Forsvaret
Esbern Snare som sidste år var udstationeret i Guineabugten.

En af de fire pirater, der har været tilbageholdt ombord på Esbern Snare er blevet bragt til Danmark. Han forventes fredag at blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens tre af de tilbageholdte pirater, der siden november har været tilbageholdt på fregatten Esbern Snare, har fået tiltalefrafald og derfor er blevet løsladt til søs, så er den sidste pirat nu blevet fløjet til Danmark, hvor han fredag forventes fremstillet i grundlovsforhør. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriet er det ikke forsvarligt at løslade den fjerde pirat til søs, da han er tilskadekommen.

Manden, der stammer fra Ghana, blev såret under ildkampen med de danske styrker, hvilket har resulteret i, at hans ben blev amputeret.

Siden december har han været indlagt på et hospital i byen Tema i Ghana, men der har ikke været udsigt til, at han inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan løslades i nærområdet, ligesom det ikke har været muligt at indgå en aftale om, at han kan forblive i Ghana med tilstrækkelige garantier for hans videre skæbne.

Derfor har det været nødvendigt at bringe ham til Danmark, siger justitsminister Nick Hækkerup.

”Som følge af Danmarks internationale forpligtelser og den formodede pirats helbredstilstand er det blevet vurderet, at der ikke var anden udvej end at bringe vedkommende til Danmark. Regeringen ønsker på ingen måde, at de formodede pirater kommer til Danmark, men i det ene ud af de fire tilfælde var der desværre ikke andre muligheder. Jeg har derfor ikke pålagt anklagemyndigheden at meddele vedkommende et tiltalefrafald. Det betyder forventeligt, at han vil blive retsforfulgt i Danmark for forsøg på manddrab på danske soldater,” lyder det fra ministeren.

Powered by Labrador CMS