Vildt år på Aabenraa Havn: 3,6 tons gods over kaj i minuttet

Arkivfoto: Aabenraa Havn

Aabenraa Havn har i 2021 leveret det bedste resultat for gods over kaj siden finanskrisen i 2008 med hele 1.912.371 tons fordelt ud over årets 12 måneder.

Publisert

1.912.371 tons gods over kaj. Så meget gods nåede de op på i den sønderjyske erhvervshavn i Aabenraa. Det svarer til cirka 3,6 tons i minuttet hver dag året rundt.

Det er især det såkaldte bulkgods, der er forklaringen på rekorden. Bulk er enten tørt eller flydende gods, der transporteres upakket. Tør bulk er eksempelvis korn, kalk, gødning, cement, granitskærver og sand, imens flydende bulk kan være forskellige former for olie, gas, brændstof og kemikalier.

“Mængden af bulk, vi håndterer på Aabenraa Havn, har været støt stigende igennem 2021. Det skyldes, at bulken er livsnerve for rigtig mange sønderjyske og nordtyske virksomheder inden for blandt andet industri, bygge- og anlægsbranchen og landbruget. Deres drift og produktion er afhængig af bulken, der enten ankommer til eller udskibes fra Aabenraa Havn,” siger havnedirektør Henrik Thykjær i en pressemeddelelse.

De 1.912.371 tons gods over kaj er en stigning på 13 procent i forhold til 2020 og er desuden det bedste resultat siden finanskrisen i 2008.

Powered by Labrador CMS